Ramy – sæson 2

Stille og med nedslået blik lægger Ramy en overflod af slik på disken i den lokale kiosk. 

I næste øjeblik sidder han i bilen parkeret udenfor. Hans tomme øjne stirrer ud i nattemørket, imens han fylder munden med de søde sager. 

Den unge mands forpinte ædegilde fortsætter, når han kommer hjem. Med computeren foran sig sidder han i sengen med en håndfuld snolder i den ene hånd og spiller pik med den anden. 

Sådan har titelfigurens tilværelse i Ramy set ud siden sidst, vi så ham. Dengang havde han endelig fundet en kæreste under et midlertidigt ophold i Egypten, hvor hans forældre kommer fra. 

Men selv om de var på bølgelængde, hørte forholdet brat op, da hun viste sig at være hans kusine.

Imens Ramy langsomt kommer ovenpå igen, fokuserer anden sæson især på hans forhold til islam. Som en kammerat udtrykker det: Ramy er aldrig moderat. Sådan er det både, når han dater, når han studerer, og når han søger tilflugt i religionen.

Vi ser, hvordan han begynder at forlange halalkød i morens køkken og beder før måltider, men stadig lyver over for sin imam. Det får store konsekvenser, når han under falsk dække tager en krigsveteran med i moskéen, og veteranens posttraumatiske stress fremkaldes af bønnekald.

Ramy er dog ikke en kulturkritisk skildring af muslimer, selv om serieskaberne Ramy Youssef, Ari Katcher og Ryan Welch prikker kærligt til religionen.

Oscar-vinderen Mahershala Ali (Green Book) kommer ind i billedet som imamen Sheikh Malik, der lærer hovedpersonen en mere opbyggelig tilgang til troen. Malik er imødekommende og tilbagelænet, men blinker ikke under sine monotone prædikener. Imens sidder forsamlingen i trancelignende tilstande i bederummets halvmørke.

Kulden udenfor er et forfaldent arbejderkvarter, hvor imamen opfattes som en helgen, der brødføder de hjemløse, beder for de forsvarsløse og serverer varm kakao for antimuslimske demonstranter foran moskéen.

Men hans sværeste opgave viser sig at være rollen som Ramys åndelige fyrtårn.

Det er seriens force, at den med sin optik på minoriteter anerkender mennesker som forskellige, men ligeværdige. Et perspektiv, der er højaktuelt med de seneste ugers globale Black Lives Matter-demonstrationer.

Budskabet serveres som let spiselig dramedy, der viser sig at være lige så væsentlig, når den er sjov, som når den er dramatisk. Vi møder en tidligere islamofob, der roser en amerikansk-født muslim for at tale godt engelsk og dernæst forsigtigt spørger, om hun har puttet chili i hans kebab. Med et behersket smil svarer hun, at hun ikke arbejder i shawarmabiksen, hvor maden er købt.

Hovedpersonens løjerlige familie bidrager ganske vist med nogle af seriens sjoveste replikker.

”De vil ikke have hjælp fra en som mig. Jeg er for mandig,” siger den kvabsede onkel Naseem til Ramy om kunderne i smykkeforretningen. Han ser den pæne, unge Ramy som sin arvtager og mener det som et kompliment, når han kalder nevøen ”kvindagtig, men teknisk set stadig en mand”.

Således er humoren om en hals gakket. Og det klæder serien, der på den måde åbner døren for et bredere publikum, som ellers nok havde overset den.

Anderledes akavet er Ramys indre rejse, hvor han sætter sig for at holde op med at onanere.

”Gør som profeten! Han så ikke porno,” lyder et råd i moskéen. Scenen skal være tåkrummende sjov på samme måde som pinlige sekvenser i for eksempel Curb Your Enthusiasm, men den virker infantil og er ude af trit med seriens stil.

Imidlertid møder Ramy en milliardær, hvis kendisvæg er prydet med billeder af ham selv i selskab med blandt andre Nordkoreas diktator Kim Jong-un og en tiger, der nok henviser til en vis Joe Exotic. Efter en lettere forvirrende, pseudointellektuel forklaring hævder rigmanden, at kuren mod onani er at drikke brystmælk.

Anden sæson af Ramy er eftertrykkeligt gakket, men dens sælsomme blanding af oplysning og humor holder stadig.