Reaching for the Moon

Filmskabere elsker at lave biografiske film om dysfunktionelle, elskende kunstnere i en særlig historisk periode. I år blev Summer in February – om relativt ukendte boheme-malere før Første Verdenskrig – et mindre arthouse-hit i England. Og for ikke længe siden fik vi tv-film som Hemingway & Gellhorn og Coco Chanel & Igor Stravinsky, stjernebesatte, men forglemmelige film, der uforklarligt bliver begunstiget af festivalerne (de sidste to fik premiere på Cannes).

Det er derfor ingen overraskelse, at Reaching for the Moon (kendt i produktionslandet Brasilien som Flores Raras) fik verdenspremiere på Berlin-festivalen, hvor den lesbiske kærlighedshistorie gjorde den til en kandidat til den eftertragtede Teddy Award. Men denne fortælling om det stormfulde forhold mellem den amerikanske poet Elizabeth Bishop (Miranda Otto) og hendes elsker, landskabsarkitekten Lota de Macedo Soares (Gloria Pires), har heldigvis mere at byde på end den gennemsnitlige knaldroman baseret på en sand historie.

De stærke hovedrolleindehavere giver overbevisende næring til de autentiske personer, hvis evner da også berettiger biopic-behandling, selvom de er relativt ukendte for en bredere offentlighed. Filmen er desuden instrueret med en fin mængde følsomhed af den brasilianske veteran Bruno Barreto (bedst kendt for 1976-hittet Dona Flor and Her Two Husbands), selvom Marcelo Zarvos forfærdeligt kvalme underlægningsmusik lader meget tilbage at ønske. Endelig ser den særdeles lækker ud med sine fotogene optagelser fra Brasilien, hvilket utvivlsomt vækker glæde hos de mange lokale filmfonde, der har postet penge i produktionen.

Historien folder sig ud i en sekstenårig periode i 1950’erne og 60’erne og afdækker først passionen og siden det lidelsesfulde brud i forholdet mellem de to kvinder. Den neurotiske og generte Elizabeth rejser på ferie til Brasilien for at besøge en gammel ven fra studietiden, Mary, som igennem et stykke tid har delt seng med den udadvendte, tilbagelænede Lota. Selvom Elizabeth og Lota først ser skævt på hinanden, overgiver de sig hurtigt til deres slet skjulte, gensidige tiltrækning og skubber Mary ud på et sidespor, om end ikke helt ud af deres liv. Lota køber (!) senere en brasiliansk baby til Mary, og de tre kvinder opfostrer dybest set barnet sammen på Lotas store landejendom.

Som alle andre af denne type biografi-film forkynder Reaching for the Moon, at man kan være talentfuld eller lykkelig, men ikke begge dele. Og med Elizabeths intense alkoholisme og Lotas maniske besættelse af at fuldende sit mesterværk, Flamengo Park i Rio de Janeiro, begynder det hele da også at smuldre. Hvis ikke det var baseret på virkelige begivenheder, ville udviklingen i sidste akt virke som melodramatisk overkill. Heldigvis nedtoner Miranda Otto og Gloria Pires de følelsesmæssige udfald i deres afdæmpede spil, hvilket er uundværligt, da manuskriptet ikke overbevisende forklarer Lotas mentale nedtur.

Filmen er spækket med hyldest til Elizabeth Bishops usentimentale, kraftfulde poesi og til Macedo Soares visionære arkitektevner, og den formår at gøre deres bedrifter tilgængelige for et bredere publikum. Indimellem tegnes der også et gribende portræt af, hvordan homoseksuelle par begik sig socialt i en tid før Pride-optog og lige rettigheder. Mary forklarer for eksempel, at hendes familie derhjemme slog hånden af hende, da hun sprang ud som lesbisk. Men i de brasilianske yderområder tager ingen rigtigt notits af hendes samvær med Lota, fordi et seksuelt forhold mellem to kvinder her er fuldstændigt utænkeligt.

Det er den slags små detaljer, som gør dette ellers meget konventionelt skårede drama en smule mere seværdigt end den gennemsnitlige biopic.