Rebel Moon: Part One – A Child of Fire

”For mig var det vigtigste at have frie tøjler,” sagde Martin Scorsese, da Netflix finansierede hans ambitiøse The Irishman.

Streamingtjenesten har længe tilbudt gunstige forhold og en grad af frihed til instruktører, som ville være svær at få af andre produktionsselskaber.

Det har båret frugt med fremragende film som Alfonso Cuaróns Roma og David Finchers The Killer. Men efter også at have taget Zack Snyder med i folden, strammes tøjlerne måske igen.

Science fiction-eventyret Rebel Moon – Part One: A Child of Fire forstyrres af konstante referencer til Star Wars-universet, og det er mere plagiat end hyldest.

Filmenfølger Sofia Boutellas mystiske Kora. Hun er en kvinde med ben i næsen og har i to år opholdt sig i et bondesamfund på en måne, der befinder sig i et intergalaktisk imperium med den såkaldte Moderverden som omdrejningspunkt.

Landsbyen, hvor hun skjuler sig som flygtning fra imperiet, ligner idylliske, amerikanske forestillinger om nordiske udkantsbyer.

Når et krigsskib fra Moderverdenen ledet af den sadistiske skurk Atticus Noble (Ed Skrein) nærmer sig månen, opstår der konflikt mellem bønderne og de nyankomne magtherrer.

Imidlertid viser det sig, at Kora – ligesom Finn i Star Wars: The Force Awakens – er afhopper fra imperiets hær. Snart leder hun en frihedskamp med sin ivrige håndlanger Gunnar (Michiel Huisman).

Ligesom stjernekrigerne i den klassiske rum-saga rejser de til fjerne planeter, møder ligesindede, der tilslutter sig modstandsbevægelsen, og opnår vigtige sejre.

Men det endelige opgør må vente til fortsættelsen, der udkommer i april.

Ligesom i sine genrefæller, Star Wars og Dune er kampen mod en tyrannisk centralmagt i Rebel Moon en form for imperialismekritik forklædt som science fiction. Et emne, der åbenbart stadig er for ømtåleligt, hvis det ikke pakkes ind i fantasifulde klæder.

Algeriske Sofia Boutella fortjener ros for sin præstation som rebellen Kora. Hun slog igennem som danser for både Michael Jackson og Madonna, inden hun strålede som den kontrollerende Selva i Gaspar Noés uhyggelige dansefilm Climax.

Hendes baggrund beriger de koreograferede kampscener i Rebel Moon, der er klippet så sløvt, at de aldrig bliver rigtigt medrivende.

Med Justice League og 300 på cv’et er der ingen tvivl om, at Zack Snyder kan skrue et vellykket actionbrag sammen. Når han er bedst, mestrer instruktøren desuden den svære balance mellem CGI, kulisser og optagelser på location med en stoflighed, så publikum lever sig ind i et filmisk drømmeland.

Fra Spielberg til Tarantino har filmhistoriens ypperste instruktører hyldet pionererne, der kom før dem. Men hvor de lader sig inspirere, stjæler Snyder med arme og ben uden at skabe noget nyt.

I småtingsafdelingen er krigeren Nemesis (Bae Doona) sminket med en karakteristisk skønhedsplet under hvert øje ligesom Natalie Portmans Queen Amidala fra Den usynlige fjende i Star Wars-sagaen.

Man ville kalde det for en cadeau i andre sammenhænge, men der er bare alt for mange lighederne med Star Wars ogandre store værker inden for sci-fi og fantasy.

Skal man nævne nogle i flæng, lægger Anthony Hopkins stemme til robotten Jimmy, der er en fattigmandsudgave af C-3PO lavet af skrotmetal i stedet for guld. Værtshusslagsmålet, hvor Han Solo skyder dusørjægeren Greedo foran imperiets kriminelle bærme, genskabes. Og Nemesis’ foretrukne våben ligner umiskendeligt et lyssvær.

Gudhjælpemig om hippogriffen fra Harry Potter og fangen fra Azkaban ikke også er malet sort og medvirker under navnet Bennu, samtidig som indbyggerne på en af planeterne er sminket til at ligne Uruk-hai’erne fra Ringenes Herre. 

Lighederne er øjebæ, der er for store til at lade fare. Hvis der er en mening med galskaben, er den for indforstået ved første blik. Og Rebel Moon tåler næppe et gensyn.