Red 2

Hollywood går stadig med livrem og seler på grund af finanskrisen, og det sikreste kort er film om noget, folk kender i forvejen – gerne med berømtheder i hovedrollerne.

Et glimrende eksempel er efterfølgeren til den stjernebesatte action-komedie Red (2010). Den første film – baseret på den grafiske roman af samme navn – var nemlig ikke videre vellykket, men den blev en overraskende stor kassesucces (filmen tjente sit budget ind næsten fire gange).

Hovedpersonen i den uundgåelige opfølger er igen den tidligere CIA-agent Frank Moses (Bruce Willis), der af sin gamle arbejdsgiver har fået mærkatet RED – Retired, Extremely Dangerous. Han må igen droppe sin tilværelse som pensionist, da en højavanceret atombombe fra den kolde krig pludselig dukker op. Bomben forsvandt, da den var i Frank og makkeren Marvins (John Malkovich) varetægt, og de bliver derfor jaget vildt af MI6, CIA og lejemordere, der tror, at de to eks-agenter har oplysninger om, hvor den befinder sig.

Franks forhold til kæresten Sarah (Mary-Louise Parker, bedst kendt som den hashsælgende husmor i tv-serien Weeds), som han fandt sammen med i første film, fylder mindst lige så meget som den rå action. Sarah tager med Frank og Marvin på flugt til London, Paris og Moskva, og undervejs kommer deres forhold på prøve – blandt andet da Franks tidligere flirt, russiske Katja (Catherine Zeta-Jones), kommer ind i billedet.

Spillet mellem den umage trio på flugt – overbeskyttende Willis, eventyrlystne Parker og paranoide Malkovich – er filmens stærkeste kort. Det emmer af samme komiske timing og veloplagte dynamik, som man så det mellem Mel Gibson, Danny Glover og Joe Pesci i Dødbringende våben-filmene.

Især John Malkovichs Marvin, som CIA i al hemmelighed udsatte for en daglig dosis LSD gennem elleve år, er helt forrygende, og han har med rette fået mere tid på lærredet i Red 2.

Som en manisk voksenbaby kan han eksplodere i urkomiske vredesudbrud og brokkerier når som helst, og han excellerer i oneliners – som da Sarah undercover bliver nødt til at kysse en sikkerhedsvagt i det russiske præsidentpalads til Franks forbitrelse: ”What happens in the Kremlin, stays in the Kremlin.”

Red 2 skal i det hele taget roses for at have fravalgt den lette og platte alderdomshumor, som har præget flere af de nyere film til det ældre biografpublikum – The Best Exotic Marigold Hotel, Kvartetten – som man må konstatere, at Red 2 med sine veteranstjerner trods alt tilhører (Helen Mirren, Brian Cox og Anthony Hopkins har også mindre biroller i filmen).

Derimod skal filmen ligesom etteren have drøje hug for sine fantasiløse action-scener, der for det meste består af larmende og langtrukne skudvekslinger, hvor maskingeværer forvandler biler og bygninger til dørslag, og hvor man aldrig er i tvivl om, at Frank trækker det længste strå med Sarah under armen.

Der er nemlig alt for lidt på spil i Red 2, som i struktur minder om en halvsjov sitcom fra 90’erne, der altid vendte tilbage til status quo til sidst. Man har måske hygget sig undervejs, men oplevelsen er glemt, så snart rulleteksterne begynder.

Man ville derfor håbe, at Red 2 blev sidste omgang med de pensionerede agenter. Men ifølge IMDb er der selvfølgelig en treer på vej.