Red Sparrow

Det er det evige problem i Hollywood-film: Bliver amerikanske og engelske skuespillere virkelig mere autentiske russere, hvis man lader dem tale modersmålet med lidt østeuropæisk accent? 

Sjældent. 

Det er det heller ikke i Red Sparrow, hvor Jennifer Lawrence sammen med dygtige skuespillere som Jeremy Irons og Charlotte Rampling leger spionballet med koldkrigs-undertoner. 

Det blot 27-årige skuespiller-ikon bærer ellers filmen på sine skuldre som balletdanseren Dominika Egorova, der kommer ud for en arbejdsulykke så klodset, at det næsten ikke kan være et uheld. Vi får godt nok at vide, at hun altid har været temperamentsfuld, men alligevel går det lidt for hurtigt, når den yndefulde danser pludselig bliver til en blodtørstig hævnerske. 

Det fører hende ud på et dystert spor, hvor hun stilles over for et dilemma: dø sammen med dine kære eller bliv en levende lolitadukke i landets tjeneste! 

Da hun som de fleste mennesker godt kan lide at leve, vælger hun dør nummer to. 

Derfor bliver hun sendt på ”luderskole”, som kadetterne kalder den institution, hvor de oplæres i forførelsens ædle kunst. Her er der spændt op til lir for husarerne, når en splitternøgen Lawrence efter lidt startvanskeligheder tager kontrollen over sin seksualitet og ydmyger en mandlig kadet, der har taget sig visse friheder. 

Der løber en understrøm af kvindelig styrke igennem filmen, som er beundringsværdig, men heller aldrig bliver forløst. 

Foruden at blive en kampklar vamp, der kan låse selv den mest kontrollerede mand op, lærer Dominika nemlig at låse rigtige døre op. Samtidig er hun ikke en superhelt i stil med spioner som Ethan Hunt fra Mission: Impossible eller Sydney Bristow fra tv-serien Alias, og det er som sådan fint nok. 

Men fordi man heller aldrig kommer ind under huden på hende som menneske, føler man aldrig rigtigt noget for den skiftevis kølige og passionerede kvinde. 

Der er også noget forvirrende med tidsbilledet i Red Sparrow. Den foregår øjensynligt i en nutid med smartphones og anden avanceret teknologi. Men samtidig lægger den meget vigtige information, som russerne prøver at få fingrene i, på noget så retro som floppy-disketter. Det er muligvis et forsøg på at tilføre filmen en tidløs koldkrigs-stemning, men man mister bare totalt fornemmelsen for tid og sted. 

Dominikas amerikanske modstykke er den mandlige CIA-agent Nate Nash, der spilles af altid fremragende Joel Edgerton. 

Det slår ikke ligefrem gnister mellem de to hovedrolleindehavere, men de er begge uudgrundelige nok til, at man alligevel interesserer sig for, hvem der narrer hvem i det seksuelle spil om storpolitik. 

I forhold til det tidligere samarbejde mellem Jennifer Lawrence og instruktør Francis Lawrence i The Hunger Games-filmene, er der denne gang skruet op for voldens realisme. Det barske univers er flot visualiseret i stort anlagte indstillinger, der fikserer øjnene i de 140 minutter – der nemt kunne være beskåret med en halv time – som filmen varer. 

En stærk slutspurt, hvor Dominika træder mere i karakter, redder Red Sparrow ud af forglemmelsens tåger. Den ender som en af de ret ligegyldige blockbusters, der ikke er fornærmende ringe, men heller ikke efterlader noget indtryk – og derfor bedst kan sammenlignes med fornøjelig ventemusik. 

Så må Jennifer Lawrence faktisk hellere bruge sit talent på at lave mere eller mindre vanvittige indiefilm som mother!, hvor der i det mindste er en chance for, at nogen bliver blæst fuldstændigt omkuld i biografen.