Redoubtable

I Cannes skal du ikke sige, at du forstår Hitler. Og du skal slet ikke sige, at du ikke forstår Godard.

Da Michel Hazanavicius’ formidabelt skægge Redoubtable havde premiere på filmfestivalen tidligere i år, så franske kritikere den biografiske komedie som et overlagt mordforsøg på deres afgud.

Blasfemi, blev der råbt.

Men Redoubtable hæver sig netop over langt de fleste biografiske film, fordi Hazanavicius har en syleskarp vinkel: Godard var en mere interessant filmskaber, før han blev politisk!

I filmen taber Jean Luc Godard (Louis Garrel) konstant sine tunge intellektbriller, og den komiske pointe er ikke til at tage fejl af. Michel Hazanavicius mener simpelthen, at Nybølgens guddom mistede sit klarsyn, da han gik fra charmerende eksperimenter med filmsproget til en fejlfortolkning af maoisme og tidsånd.

Redoubtable starter under optagelserne af Godards Kineserinden i 1967, hvor den allerede mytologiserede instruktør møder den smukke skuespiller Anne Wiazemsky (Stacy Martin). De forelsker sig med det vons.

Biopic’en er baseret på Wiazemskys erindringsbog Un an après, der beskriver kunstnerparrets tumultariske forhold.

På elegant vis forener Hazanavicius en større politisk fortælling om 60’erne med en personlig historie om en simpel kærligheds afblomstring. Ved at betragte den popkulturelle myte som en sær starut fuld af fejl – altså som et menneske – forvandles en egentlig tragisk deroute til en komedie.

Da Kinserinden får premiere, knalder folk brikker i biografmørket, og anmelderne giver Godard og filmen piskeslag.

Michel Hazanavicius’ seneste film, The Search, kedede ligeledes omverdenen, og måske derfor er han vendt tilbage til det materiale, der gav ham en Oscar for The Artist – film om filmskabelse.

I Redoubtable tolker Godard kritikken radikalt. Kinserinden var ikke revolutionær nok, så nu skal alle film først og fremmest være politiske!

Louis Garrel gestalter den endnu levende legende med læspende tale og en komisk lethed, der gør filmen til mere end blot en travesti. Han ligner virkelighedens kæderygende auteur med sit tynde hår og krøllede jakkesæt, og han rammer stemmeføringen eminent, når han mumler gennem mundvand uden skabagtighed.

Garrel afmystificerer Godard ved at kigge med et letforståeligt, forelsket blik på smukke Stacy Martin (Nymphomaniac) i rollen som Anne Wiazemsky, og der er intet outreret ved tosomheden, da instruktør og skuespiller gnasker morgenbrød og drikker kaffe til skrattende radio.

Hazanavicius skal have særligt ros for skamløsheden i portrættet. Filmen igennem kannibaliseres Godards berømte tricks: abrupt klipning, illusionsbrud og ultranære billeder. Som når vi i en sort-hvid sekvens kommer helt tæt på Anne Wiazemsky læber og øjne, før vi ser kvinden ligge nøgen på en seng.

Pastichen bliver aldrig så vulgær, at Godards utvivlsomt store bidrag til filmhistorien latterliggøres.

Hazanavicius er mere elegant end som så. Den sort-hvide-sengescene fremstår visuelt charmerende, men samtidig som et overflødigt brud på den lineære fortælling i en anti-Godard’sk komedie om parforhold.

Da det antiautoritære oprør kommer til Paris i 1968 tager Godard Anne med på gaden for at demonstrere. Jean-Luc vil så gerne revolutionen, men revolutionen vil ikke Godard.

Den feterede kunstner analyserer bevægelsen sløjt. Han forsikrer Anne, at det er en fredelig demonstration. Klip: De unge kaster med brosten, og igen taber Godard brillerne.

Redoubtable indeholder mange metalag, der fungerer forrygende som komiske kommentarer til floromvundne aforismer. Livet har ingen voice-over, proklamerer Godard, hvorefter Hazanavicius naturligvis straks indsætter en voice-over.

Han laver en maoistisk western, som er så meget anti, at han sågar afskaffer sig selv som instruktør. Nu mangler man så bare at afskaffe publikum, men det sker helt af sig selv. For ingen gider at se Godards revolutionære film!

På privatfronten stopper han cunninglingus for at debattere maoisme til Annes store ærgrelse. Men hvorfor lave en talefilm, hvis man ikke må diskutere, spørger Godard forundret.

En legesyg Michel Hazanavicius gør ikonet Jean Luc Godard til en forvirret filejs, jaloux og besidderisk. Og ingen er for store til at blive drillet, hvis det kan gøres med så stort komisk overskud som i Redoubtable.