Rejsen

I udstillingen Rejsen inkorporeres filmmediet på en måde, som man kun kan håbe, at andre kulturhistoriske museer vil tage ved lære af.

I stedet for at være et sideelement er det femten minutter lange filmværk Rejsen nemlig hovedattraktionen i Moesgaard Museums nye særudstilling.

Værket tager museumsgæsterne med på en filmisk opdagelsesrejse ind i syv af menneskehedens eviggyldige grundvilkår: fødslen, kærligheden, angsten, tabet, troen, rationaliteten og døden som livets endelige punktum. Hvert scenarie er filmet i ét af de syv verdensdele.

Det er koncept på et højt plan – den slags, som er en fornøjelse at se, når det fungerer.

Det kunne let være blevet en fortænkt omgang, en kunstprøve påklistret et par velmente pædagogiske pointer om global fred og fordragelighed. Men værket formår behændigt at manøvrere sig gennem faldgruberne.

Udstillingen starter i en hule, hvor de besøgende bliver introduceret for de syv vilkår. Hulen repræsenterer menneskehedens begyndelse, der fortsætter efter filmen i et spejlbesat uendelighedsrum: universet. Dette sidste rum er ment til eftertanke og fordybning.

Selve filmen vises i det midterste rum, der er udformet som et amfiteater med stengulv og sæder af imiteret bark. Værket vises i et loop på en stormskærm, der hænger over en indendørs sø.

Billedet genspejles i den blanksorte vandoverflade og giver en sælsom effekt i det dunkle lys.

Filmen starter med et dvælende, blågråt billede af en flod. Kameraet dukker pludseligt ned under vandoverfladen, og vi ser en dansk kvinde føde i et badekar. Livet begynder ved fødslen.

Fra Danmark fortsætter rejsen i Afrikas bakkede landskab under temaet ”kærlighed”. Mødre plejer deres børn, og drenge leger på stranden, før de unge mænd i Papua New Guineas tætte jungle skal overkomme deres frygt som led i manddomsritualet i overgangen fra barn til voksen.

Med et barberblad snittes et snirklet mønster af stammetatoveringer ind i huden på en ung mand, så hans bare ryg til sidst minder om et glat krokodilleskind.

Filmværket er skrevet og instrueret af Christoffer Boe (Reconstruction og Spies & Glistrup) og produceret af Zentropa. Boes udsøgte indstillinger giver mindelser om kunstfilmen Samsara, der leverer et blændende billedbombardement.

Det er imponerende, at kameraet får lov til at komme så tæt på de mest intime øjeblikke under fødslen i badekarret og begravelsen ved Ganges-flodens bred, hvor flammerne på ligbålet slikker den døde mands ansigt – et billede, der fremstår sært fredfyldt.

Resultatet er et visuelt storslået og rørende indblik i det, der eviggyldigt binder os mennesker sammen på tværs af kulturer og landegrænser.

Som når en amerikansk kvinde fælder en tåre i et børneværelse – vi må forstå, at barnet er dødt. Eller når en indisk mand lader sig kronrage efter at have stedt en kær til hvile i Ganges-flodens grumsede vand.

Også lydsiden imponerer med sit realistiske lydunivers. Fra gevaldige tordenbrag i Papua New Guineas jungle over den overdøvende menneskevrimmel ved Ganges’ bredder til Antarktis’ øde vidder, hvor et elektronisk beat bruges til at gengive følelsen af eventyrlyst og skaberkraft i segmentet om rationalitet.

Flere af scenarierne overrasker i deres kreative valg af lokaliteter. Troen gengives således i Iguazu-vandfaldets buldrende vandmasser mellem Brasilien og Argentina.

På papiret er Indien eller Papua New Guinea, der tiltrækker i tusindvis af turister på jagt efter spirituel selvrealisering, mere gængse skildringer af troen. Men i stedet knyttes dette vilkår i værket til naturen, som til alle tider har udgjort fundamentet for den menneskelige spiritualitet.

Det halvgemte pauserum kan anbefales som en slutning på udstillingen. Her kan besøgende nemlig med et par virtual reality-briller tage et smugkig på nogle af værkets lokationer. Det giver et sug i maven pludselig at stå på kanten til det vældige Iguazu-vandfald på den anden side af Jorden.