Rekonstruktion Utøya

Salen er sort. Kun de tolv unge mennesker på gulvet er oplyst. En hammer slår mod en jernstang. Med få sekunders mellemrum. Det er lyden af skud. Breiviks skud. Vi hører vrimlen af mennesker, der løber hen over gulvet med hvide streger. Én brøler som et dyr. Højt. Nu ligger alle sig ned.

Helt stille.

Rekonstruktion Utøya er en minimalistisk kunstfilm optaget i et filmstudie i Nordnorge, hvor højreekstremisten Anders Behring Breivik den 22. juli 2011 skød og dræbte 69 mennesker på en socialdemokratisk ungdomslejr.

Han var netop ankommet fra Oslo, hvor han havde sprængt en bombe i byens regeringskvarter.

Dokumentaren er delt op i fire akter. Fire overlevende fra øen fortæller deres personlige oplevelse foran tolv andre unge mennesker, der akt for akt i salen skal genopføre, hvad der skete.

Filmen foregår hovedsagelig indenfor, selv om der er glimtvis naturskønne billeder fra øen og optagelser af de unge mennesker, der sover og bader sammen, hygger sig som på en lejrudflugt.

Det giver en farverig, varm og håbefuld kontrast til de frygtelige mord.

De overlevende – Rakel, Torje, Mohammad og Jenny – fungerer som instruktører foran kameraet.

”Vil du spille mig?” spørger Rakel, og en ung kvinde svarer alvorligt ja.

Nu bliver de tolv unge mennesker sat til at genopføre hendes personlige historie fra det tidspunkt, hvor massemorderen gik amok.

Godt nok står der i presssematerialet, at det ikke er en ny fiktionsfortælling om Utøya, men det er heller ikke en dokumentarisk rekonstruktion. Så havde filmen foregået udenfor og med de rette rekvisitter.

Målet er snarere en bearbejdelse af sorg gennem de fire overlevendes egne fortolkninger. De personlige historier er stærke. Én flygtede til bredden, blev spottet af morderen og skudt efter. En anden flygtede ud i vandet. Forsøgte at drukne sig selv. Ledte derefter hvileløst efter sin bror.

På trods af alvoren kan man undre sig over, hvorfor de ikke går stærkere ind i hjertekulen.

Måske fordi de overlevendes fortællinger blot fylder en lille del af tiden, der går med gruppekram, tilblivelsen og opførslen af de fire meget ens teaterstykker, vi slavisk skal igennem, én for én. Samtidig lærer vi aldrig rigtigt de overlevende at kende.

Men idéen er kommercielt set modig. Forestil jer en anden tragisk begivenhed. Fire ensartede rekonstruktioner i en gymnastiksal, hvor teenagere spiller soldater i en skyttegrav under Første Verdenskrig, ville næppe være på plakaten mere end en eftermiddag.

Den svenske instruktør Carl Javér, der står bag den interessante Freak Out! – om en hippiebevægelse i begyndelsen af 1900-tallet – har forsøgt at undgå at fortrænge det skete, men finde en respektfuld måde at tale om tragedien på.

Også Erik Poppes norske spillefilm Utøya 22. juli, hvor en pige løber febrilsk rundt efter sin søster, og Paul Greensgrass’ 22. July har tilstræbt en respektfuld tone.

I nærværende film overskygger respekten desværre rekonstruktionen. Ikke kun hvad gælder de faktiske omstændigheder, men også psykologisk lader Rekonstruktion Utøya meget tilbage, fordi den ikke går til kanten og tør se djævlen i øjnene.

Filmens slogan er, at ”håbet er stærkere end hadet”, men er det nu også det? 69 mennesker blev myrdet på øen. Det er ren tragedie, og der er ærlig talt ikke meget at håbe på.

Hadet eller i det mindste følelserne omkring morderen må være enorme, og det havde været langt mere ærligt med dybdegående og nuancerede psykologiske interview med de fire overlevende foran kameraet end at se unge mennesker gruppekramme og løbe rundt i en sal.