The Rest

”Længe leve Mussolini! Længe leve Mussolini!” gentager en italiensk mand, imens han heiler. Modtagerne for hans hilsen er en gruppe afrikanske flygtninge, der står ved vejkanten med bannere for brystet påskrevet teksten: ”Vi er flygtninge” og ”Vi behøver frihed”. 

Dokumentarfilmen The Rest følger flygtningestrømmen fra Middelhavets dønninger og Sydeuropas grænse, igennem flygtningelejre og politisammenstød og op til det kolde nord i Storbritannien, Tyskland og Skandinavien. 

Den kontroversielle, kinesiske kunstner Ai Weiwei står bag filmen. Han har med sine ofte politiske værker markeret sig som en stærk kritiker af Kinas kommunistiske parti og nationens brud på menneskerettighederne. 

Det er ikke første gang, at Ai Weiwei tager flygtningekrisen under lup. 

I Human Flow fra 2017 dokumenterede han den enorme menneskevandring fra det afrikanske kontinent til Europa med droneoptagelser og et globalt perspektiv. Samme år præsenterede han et installationsværk på Kunsthal Charlottenborg, hvis facade han havde dekoreret med 3.500 røde redningsveste, indsamlet fra flygtninge på den græske ø Lesbos. 

The Rest er mere jordnær end Human Flow, der fokuserede på de større perspektiver. Og man forundres filmen igennem over, hvilke skæbner Ai Weiwei har fundet frem til i menneskemyldret. 

En mand forklarer med få ord og vildt animerede fagter – nærmest mimende – hvordan han har måttet tigge om vand og mad fra hus til hus for blot at blive mødt af skarpladte rifler. 

En ung pige rejser med sin hvid- og rødplettede kat, der ligger som klinet op ad hendes bryst gennem hele rejsen fra flygtningelejren til endestationen i Sverige. 

En mand er ved at gå fra forstanden, fordi han ikke kan få kroppene fra sine døde familiemedlemmer bjerget, da båden forsvandt i Middelhavets bølger. 

Men der er også lyspunkter af humanisme og gåpåmod imellem rædslerne. 

En syrisk kvinde underholder flygtningelejren med sit klaverspil. I en rørende scene spiller hun i regnvejr, mens folk har dannet en ring omkring hende og holder en gennemsigtig presenning oppe for at skærme klaveret mod den silende regn. Hun har ikke kunnet spille i tre år, siden borgerkrigen begyndte, men glæder sig over igen at være i sikkerhed. En drøm om at komme ind på en privat musikskole i Tyskland bærer hende videre. 

Man kan mærke, at Ai Weiwei med dokumentaren har ønsket at sætte tilskueren i flygtningenes sted og give dem et førstehåndsindtryk af den forvirring og det totale kaos med tåregas og politirazziaer, som mange familier er tvunget til at leve under. 

”Det er svært at tro, at vi virkelig er i Europa,” kommenterer en mand i en teltlejer ved Eurotunnellen fra Frankrig til England. ”Du har følelsen af at være i et tredje verdens land, men du er i Europa.” 

Men i al den humanistiske godhed savner man en kritisk vinkel på krisen og i særdeleshed et mod til at spørge, hvorfor flygtningene er villige til at sætte liv og lemmer på spil for at komme ind i Europa. 

Ikke alle, der rejser over Middelhavet, har flygtningestatus. 

Det bliver således klart i flere af filmens interviews, at mange af flygtningene har et forskruet eller fejlagtigt syn på Europa. Det giver mindelser om de europæiske nybyggere, der i 1800-tallet rejste til Amerika i jagten på guld og grønne skove, men endte deres dage i slum og fornedrelse i storbyerne. 

Det er desværre ikke en parallel, som filmen selv trækker. 

Når en mand fortæller, at han giver op og tager tilbage til sit hjemland, bliver det derimod præsenteret som et tegn på Europas fallit. 

Filmen giver det indtryk, at Ai Weiwei mener, man bør åbne grænserne på vid gab. At Europa, alene på baggrund af strabadserne på Middelhavet, bør tage vare på alle flygtninge. Det er prisværdigt, men også lettere sagt end gjort.