RBG

”Heks”, ”djævel”, ”zombie” og ”et afskyeligt menneske”. 

Der er ikke småting, som den amerikanske højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg bliver kaldt i de første minutter af dokumentaren, der bærer hendes initialer RBG. 

Mens stemningsbilleder af magtens bygninger i Washington fylder lærredet, hører vi diverse udtalelser fra Ginsburgs argeste modstandere og politiske fjender.

De kritiske og lidet flatterende ord – hvoraf et af dem står for Donald Trumps regning – er til gengæld noget nær de eneste kritiske røster i Julie Cohen og Betsy Wests tilforladelige film. 

RBG er et uhyre traditionelt og opbyggeligt portræt af den karismatiske, 85-årige dommer. 

De to dokumentarister gør meget ud af at fortælle, at Ruth Bader Ginsburg i en høj alder og efter mange år som aktiv dommer oplever en slags renæssance og nyfunden popularitet blandt især unge amerikanere. Med sin sirligt stramme og opsatte Ritt Bjerregaard-frisure og markante briller er hun blevet et internet- og popkulturelt fænomen, som flere af dokumentarens interviewede kilder gladelig beretter. 

Men som filmen også fortæller, er Ginsburg ikke bare cool og på mode blandt unge, progressive amerikanere. Hun er også en væsentlig skikkelse i kampen for ligestilling mellem kønnene, og hun har været et feministisk ikon igennem fire-fem årtier. 

RBG tegner et sympatisk portræt af en markant skikkelse i det amerikansk samfund, der har knoklet for ligestilling. Det betyder dog ikke, at det er en særligt god film. 

Det meste af filmen går med interviews med Ginsburg, venner, kolleger og familie, der så godt som alle roser højesteretsdommeren. Vi får fortalt hendes historie og hører om opvæksten i Brooklyn i en familie med jødisk-russiske aner, studieårene, hvor hun mødte sin mand, Martin Ginsburg, arbejdet som advokat med speciale i ligestillingssøgsmål og udnævnelsen til højesteretsdommer i 1993 under Bill Clintons præsidentskab. 

Det er en imponerende karriere og et betagende menneske. Ginsburg er også en herlig karakter, som de fleste nok vil lade opsluge af. Det er nok ikke tilfældigt, at dokumentaren bærer hendes initialer og leder tankerne hen på andre store skikkelser i USA som JFK og FDR. En spillefilm om hende som ung, On the Basis of Sex, rammer også danske biografer 7. marts.

Som film er RBG imidlertid så jubelbegejstret for titelpersonen, at den bliver irriterende ensidig og ensformig. 

Den Trump-kritiske tv-kanal CNN er medproducent, og det er svært at slippe tanken om, at RBG nok mest vil begejstre et publikum, der i forvejen sympatiserer med demokraterne og venstrefløjen i amerikansk politik. 

Ruth Bader Ginsburg kom selv for skade at kalde Trump for ”falsk” under præsidentkampagnen i 2016, hvilket hun fik hug for. 

Den kritiske del fylder dog kun få minutter mod slutningen af dokumentaren. Resten af tiden prædiker instruktørerne for koret. 

Interesserede i amerikansk politik og historie vil formentlig finde RBG interessant. Dokumentaren gennemgår udvalgte sager, som Ginsburg og de resterende otte dommere har beskæftiget sig med i højesteret gennem årene. Sager, der på grund af højesterets vigtighed, har været med til at forme det amerikanske samfund, som det ser ud i dag. 

Den form kommer dog også hurtigt til at minde om en søvnig historietime, hvor man død og pine går kronologisk fremad. Desværre på bekostning af den filmiske oplevelse, der helt klart kommer i anden række. 

RBG er nomineret i kategorien ”bedste dokumentar” ved den nært forestående Oscar-uddeling. Det siger mere om Akademiets politiske overbevisning end om filmens kunstneriske værdi.