Rick and Morty – sæson 7

En af verdens mest populære animationsserier er også en af de mest kontroversielle.

Siden det uventede gigahit havde premiere for ti år siden, er dens figurer blevet brugt som symboler for fascistiske fællesskaber på nettet. At være Rick an Morty-fan er uretfærdigt blevet synonym med at være en incel-type.

Den ene skaber Dan Harmon er på Twitter blevet anklaget for sexchikane og kort efter tilgivet efter en grundig offentlig undskyldning.

Men i januar blev den anden skaber og dobbelte hovedrolleindehaver Justin Roiland fyret efter anklager om vold og bevist upassende kontakt med mindreårige på internettet.

Derfor er ét spørgsmål på alles læber i forbindelse med den nye sæson: Fungerer Rick and Morty uden Justin Roiland?

Det korte svar er ja.

De ret ukendte stemmeskuespillere Ian Cardoni og Harry Belden spiller nu henholdsvis den almægtige videnskabsmand Rick og hans ynkelige barnebarn Morty, og de leverer forbløffende gode efterligninger af Roilands ikoniske stemmer.

Man kan godt høre forskel, hvis man kniber ørerne sammen, men ganske hurtigt glemmer man det.

Den sprælske og hurtige animationsstil er også den samme, og i manuskripterne, der stadig kommer fra et stærkt forfatterhold ledet af Dan Harmon, er alt ved det gamle.

Der er meta-jokes en masse, og bevægende momenter finder altid vej til skærmen, når vi først er kommet igennem et tykt lag nihilistisk gak.

I første afsnit forsøger Rick at hjælpe sin deprimerede ven Mr. Poopybutthole ved at tage på druktur. Det indebærer naturligvis et besøg til en alternativ dimension, hvor alle mennesker er ølflasker, som brutalt får deres indhold suget ud af de tørstige venner.

Det hele ender med, at en duel med titelmonsteret fra Predator-filmene hjælper Rick med at blive en bedre ven.

De første to afsnit handler begge om dysfunktionelle venskaber. Tragisk nok har de premiere kort efter Dan Harmon til The Hollywood Reporter har fortalt, at han er i dyb sorg over bruddet med vennen Justin Roiland, som han ikke har talt med længe.

Men det mest tragiske ved syvende sæson er faktisk, hvor lidt man mærker Roilands fravær.

Det er skræmmende, at en serie, der i så høj grad kommer fra én persons krøllede hjerne, bare kan hyre to parodister og fortsætte, som om intet var hent.

En stor del af seriens charme har været, at 50 procent af bipersonerne også var stemmelagt af Roiland. Men nu er lydlandskabet pludselig befolket af en masse mennesker, der dygtigt efterligner en mand, som ingen af dem vil associeres med.

Det er bizart at høre på.

Dermed ikke sagt, at Roiland burde have fortsat efter skandalen. Han virker åbenlyst for ustabil til at have ansvar for nogen som helst – især et helt animationshold. Og lige meget om voldsanklagerne er sande eller ej, er det forståeligt, at de andre folk bag serien lægger afstand til hans adfærd på nettet.

Men var det ikke bedre, at vi lod en serie dø sammen med sin skabers karriere i stedet for at holde den kunstigt i live?

Fans vil altid kunne nyde de gamle sæsoner, og Dan Harmon har massevis af andre projekter i gang. Det store hold bag successerien får ikke problemer med at finde arbejde.

Så ud over animationsplatformen Adult Swim, der mister sin guldfugl, går en aflysning af serien ikke rigtigt ud over nogen.

Især fordi Rick and Morty for længst har mistet den følelse af radikal originalitet, som prægede det første møde med blandingen af Roilands fremmedartede improvisationer og Harmons insisterende menneskelighed.

På det seneste har serien mest føltes som et gensyn med en gammel ven, der stadig er sjov, men som ikke har ret meget nyt at berette.

Syv gode sæsoner er mere, end de fleste kan prale af. Så det ville være smukt, hvis Rick and Morty snart kunne få en værdig død, inden vi glemmer, hvor fantastisk den engang var.