Rimini

Det er ikke til at sige, om det er den mere og mere utrygge verdens banken på døren, der har fået instruktører til at vende næsen mod det evigt uforanderlige dansktop-univers.

Men i de senere år har film som Bamse, Så længe jeg lever og Kandis for livet fået os til at flygte ind i biografmørket, som kunne de hjertelige personager og dybt banale kærlighedssange få verden til at føles tryg igen.

Minsandten om ikke den østrigske mesterinstruktør Ulrich Seidl også har kastet sig over schlager-universet. Men i modsætning til de varme, danske portrætter lukker Seidl som vanlig ikke øjnene for verdens kulde og elendighed.

Krig og dertilhørende flygtningestrømme danner bagtæppe i fortællingen om den fallerede schlagerstjerne Richie Bravo, der erhverver sig som gigolo for sin aldrende fanskare.

Det er med andre ord genkendeligt Seidl-land, hvor prostitution, migration og turisme hænger sammen som perler på en snærende snor omkring den europæiske moral og selvforståelse.

Forestil dig en blanding af Mickey Rourke i The Wrestler og Kandis-Johnny, så har du Richie Bravo. Han spilles med skræmmende præcision af Michael Thomas, der også gjorde det fremragende i Seidls Paradis: Håb og Import/Export.

Den store mand med langt, afbleget hår stikker i en sælskindsfrakke og cowboystøvler ud i den lille flække i Østrig, hvor Richie sammen med sin bror Ewald og deres demente far skal begrave moren.

”Hvem er død?” spørger faren på første række, mens Richie sætter sig selv i scene med en højstemt lied, som om han aldrig kan lade være med at performe.

Richie vender dog hurtigt tilbage til ”Villa Bravo” i den norditalienske badeby Rimini. En menneskehøj papfigur af ham pryder væggen i det eklektiske hjem, der er som et museum over popidolet i sine velmagtsdage.

Når han kan komme til det, udlejer han villaen til turister, mens han selv drikker tiden ihjel på et af de mange hoteller, der er lukket ned i vinterhalvåret.

Mennesketomme Rimini er en karakter i sig selv. Som et udvisket postkort ligger de vejrbidte bygninger hen i tåge og sne, hvilket får de sorte skikkelser langs husmurene til at stå frem.

Ligesom resten af verden ænser Richie ikke flygtningene et blik. Indtil hans egen datter pludselig dukker op med et krav om 30.000 euro for de børnepenge, hun aldrig fik, og et følge af nogle syrere, heriblandt hendes kæreste.

Desværre virker den del af fortællingen noget påklistret.

Oprindelig var Rimini og Seidls kommende Sparta planlagt til at være én film om brødrene Richie og Ewald. Men instruktøren valgte at spalte den i to, så Rimini fokuserer på Richie, mens Sparta handler om Ewald og kredser om pædofili.

Det føles, som om Seidl har tapet en ekstra, lidt halvhjertet fortælling fast på Richie, fordi han pludselig skulle bære en hel film. Men Richie er hypnotiserende nok i sig selv.

Den alkoholiserede entertainer lever for spotlyset. Som han står der i guldfarvet heldragt og falske smykker foran et skrigende blåt glitterbagtæppe, kan han erobre hele verden. Med kvalmesøde sange om inderlig kærlighed udser han sig sit næste bytte i flokken.

De falske kærlighedserklæringer står i skærende kontrast til den rå købesex, som de kvindelige pensionister i netstrømper og kitschet lingeri efterfølgende betaler for.

Det er bytte-bytte-købmand. De får begge en kopivare af det, de inderst inde længes efter.

Seidls faste fotograf Wolfgang Thaler benytter sig som vanligt af statiske tableauer og lange indstillinger, som vi ikke kan flygte fra.

Og Seidl dissekerer endnu engang menneskedyret, der i bund og grund nærer et ønske om at blive bekræftet betingelsesløst. Men han viser også, at det er nær ved umuligt i en verden, der opgør hvert menneskeliv i kroner og øre.