Ringenes herre: Magtringene

Med blikket rettet mod horisonten er det nemt at falde over sine egne ben.

De uerfarne serieskabere J.D. Payne og Patrick McKay har allerede skuet halvtreds tv-timer frem i tiden i deres nye historie fra Ringenes herre-universet.

Efter sigende skal de sågar have planlagt sidste sæsons afsluttende billedindstilling.

Men de første to timer af Ringenes herre: Magtringene er kedelige, forvirrende og lige så kolde som det Amazon-firma, der har produceret dem.

Vi befinder os flere tusind år før begivenhederne i Peter Jacksons elskede filmserie om de fire hobbitters rejse mod Dommedagsbjerget. Alligevel kender vi flere af fortællingens hovedpersoner.

Galadriel (Morfydd Clark), datter af elverkongen Finarfin, er på jagt efter Sauron, der har dræbt hendes bror. Med er også Elrond, som spilles af unge Robert Aramayo i stedet for Hugo Weaving, der har rollen i filmserien.

Der tilbringes meget tid i elver-riget i de første to afsnit. Deres bureaukratiske og ædle samfund er spækket med lange, kedelige samtaler, der er svære at finde hoved eller hale i.

Vi besøger også mennesker, dværge og andre folkefærd. Så tilpas mange figurer, at det kræver mere end to afsnit at lære dem ordentligt at kende. Vi springer frem og tilbage mellem rigerne, der befinder sig i fredstid.

Men titlens magtfulde ringe skal på et tidspunkt smedes, og en krig mellem menneskekongen Isildur og den onde Sauron er under opsejling. Spørgsmålet er, om serien kan holde publikums interesse på vejen hen til det store slag.

Der er tydeligvis skudt mange penge i Ringenes herre: Magtringene.

Det har forlydt, at den samlede series planlagte fem sæsoner kommer til at koste omkring 1,2 milliarder dollars – svarende til svimlende ni milliarder danske kroner!

Flere af de newzealandske landskaber er imponerende, men i alt for mange scener skiller pinligt dårlige CGI-effekter sig ud. Et tårnhøjt budget kan være behjælpeligt til at skabe overvældende filmkunst, men penge er i sig selv ingen garanti for at ramme den rette tone.

Og flere af seriens samtalescener virker underligt til at være lavet i al hast af et filmhold uden den nødvendige erfaring. For eksempel fremstår lyssætningen flere gange sjusket, så kulisserne kommer til at se falske og utroværdige ud.

Det værste, der kan ske for fantasy, er at miste virkelighedssansen. Det er nærmest umuligt at leve sig ind i et univers, hvis begivenhederne kunne være udtænkt af to børn, der klasker legetøj sammen.

Peter Jacksons ellers umulige projekt med at filmatisere J.R.R. Tolkiens fantastiske forlæg lykkedes kun, fordi hver eneste person på filmholdet havde en umanerlig trang til at realisere deres yndlingsbog rigtigt. Ligegyldigt hvor mange gange scenen skulle skydes om og rettes til.

Man mærker slet ikke samme ånd i de første to afsnit af Ringenes herre: Magtringene. Verdens dyreste tv-serie mangler den fortælleglæde, der ikke kan købes for penge. Måske hænger det sammen med, at både skuespillere og filmhold har været fanget i New Zealand under coronakrisen.

J.D. Payne og Patrick McKay har arbejdet sammen på filmmanuskripter i de sidste 25 år, men har alligevel et ikke-eksisterende cv. De har snarere været producenternes håndlangere end filmglade kunstnere.

Deres manuskripter er tørre og mangler replikker, som bliver siddende i hukommelsen. Heldigvis har serien 48 timer mere at bevise sig i, og det kan sagtens tænkes, at den kan redde sig selv, når handlingen bevæger sig mod mere spændende horisonter.

Men efter de første to afsnit sidder man med en følelse af, at der bliver løbet så hurtigt mod målet, at man glemmer at nyde omgivelserne.