On the Road

Filmatiseringen af Jack Kerouacs beat-roman On the Road fra 1957 har været længe undervejs. I en vis forstand siden slutningen af 50’erne, hvor der cirkulerede drømme om en celluloidversion med Marlon Brando og Montgomery Clift. I 1980 købte Francis Ford Coppola rettighederne, og siden har Hollywoods rygtebørs med jævne mellemrum udsendt bulletiner om, at nu var den lige på trapperne. Det blev dog ved rygterne, lige indtil for seks-syv år siden, hvor holdet bag Che Guevara-filmen Motorcykel dagbog – Walter Salles og José Rivera – meldte sig på banen. Pludselig var optagelserne i gang. Og nu er filmen her.

Skal man så juble i sin gamle forslåede beat-sjæl? Tja, de unge mennesker har i hvert fald gjort sig umage. De har læst på lektien, talt med alle overlevende, studeret perioden og sluppet den indre nørd fri på detaljer omkring bilmærker, jazznumre og jargon. I den forstand kunne stoffet være havnet i meget mere gustne hænder.

Omvendt kan det virke, som om holdet bag filmen nærmest har haft for stor respekt for Kerouacs bog og har læst den som et helligt skrift snarere end en elektrificerende litterær bevidsthedsstrøm – en ode til spontanitet som frisættende kraft, til bevægelsen som redskab til indsigt og til genopdagelsen af et autentisk Amerika, alt sammen sanset og formidlet i en ny tids skrift.

Ornette Coleman er blevet citeret for at sige, at den største kompliment, man kunne give Charlie Parker, ville være ikke at spille som ham. Det havde holdet bag Dylan-filmen I’m Not There forstået. Men i tilfældet On the Road må man desværre konstatere, at filmversionen snarere er blevet et sympatisk ekko af romanen end et kunstnerisk bud anno 2012. Groft sagt fremstår resultatet som en blanding af et loyalt handlingssammendrag og et familiealbum, hvor de indviede kan hygge sig med at udpege situationer og detaljer fra den elskede original.

Med andre ord: Hvis jeg var tyve år i dag og blev introduceret for Kerouac og hans beat-venner gennem Salles’ film, tror jeg, at jeg ville have pokkers svært ved at forstå, hvorfor lige præcis den historie ændrede verden for en generation.

Dramaturgisk er det største problem fraværet af et stærkt centrum. I bogen kæmper fortælleren Sal Paradise (Kerouacs alter ego) og hans road-makker Dean Moriarty (skrevet over Neal Cassady) om opmærksomheden. Sal er egentlig hovedpersonen, men Dean er så karismatisk, at han suger alles blikke og begær til sig. I filmen forstår man dog ikke helt omgivelsernes fascination af Dean. Ligesom den komplekse dynamik mellem Sal og Dean heller aldrig for alvor slår gnister. I bogen er Dean en tornado på speed, en begavet og belæst gadedreng med en libido på størrelse med en limousine og en sjæl, der martres af mindreværd og længsel. I filmen er han reduceret til en cool cowboy, som af og til tvivler lidt på sig selv.

På lignende vis trækkes tænderne ud af en række nøglescener. Værst i kulminationen på horehuset i Mexico, som i bogen for Sal bliver det ultimative billede på hele road- projektets futilitet, fordi ekstasen her mere tydeligt end noget andet sted balancerer på kanten til en afgrund af meningsløshed og eksistentiel rædsel – et sort hul af nærmest Dommedag nu-agtige dimensioner. I filmen er scenen reduceret til et frivolt pitstop, et lille frikvarter med druk, dans og damer.

Som et gammelt røvhul har man bare lyst til at sige: ”Søde børn, I mener det så godt, men det rammer altså ikke rigtig plet.” Måske er det ikke ligefrem skønne spildte kræfter – der er trods alt lyse øjeblikke og fine skuespilpræstationer – men filmen er slet ikke på højde med for- lægget. Alt for få scener nærmer sig bogens mørke poesi, bitre sødme og eksplosive blanding af ungdommelig sult og suicidal desperation.