Roar

Er du nogen gange pissetræt af at være kvinde?

Af samfundets lave forventninger til din intelligens og tårnhøje forventninger til dit udseende? Af drømmen om kærlighed i den pøl af sjaskede mænd, hvor du må fiske nøgen efter en partner?

Eller af din luddovne kæreste, der ikke kigger på dig længere, medmindre det er for at spørge, hvad I skal have til aftensmad?

Så er Roar – altså et feministisk brøl – noget for dig.

Roar kan beskrives som en slags Black Mirror eller Get Out, men hvor det uhyggelige ikke er teknologien eller racismen. Det er de kulturelle forventninger til kvinden.

Serien viser det gennem syrede twists, der vekslende mellem søgt og skarpt illustrerer pointen. Om ikke andet er det bare vidunderligt at se en serie, der tør gakke helt ud!

En kvinde bliver usynlig. En anden dater en and. En tredje optræder som spøgelse og opklarer sig eget mord, fordi de sexistiske betjente ikke er i stand til at forestille sig, hvordan en lækker kvinde lever et liv.

Serien er baseret på en novellesamling af Cecelia Ahern, der har skrevet forlægget til P.S. I Love You. Serieskaberne er kvinderne bag wrestling-serien Glow, men instruktørerne af afsnittene er forskellige. Det er kvaliteten af dem desværre også.

Nogle er virkelig rørende, uhyggelige og vedkommende for kvindelivet – som en af de sene Tove Ditlevsen-romaner, bare med Oscar-nominerede og -vindende skuespillere.

Kan man forestille sig noget federe?

Som den om kvinden, der spiser fotografier. Altid formidable Nicole Kidman – der i øvrigt er executive producer på serien – passer efter bedste evne på sin demensramte mor, spillet af en skrøbeligt-led Judy Davis.

Kidman kæmper for at holde sammen på en barndom, hun snart er den eneste, der kan huske, ved at stoppe minderne i munden, så de opstår farvestrålende og taktile foran hende i nostalgiske glimt.

Samtidig glider moderskabet hende af hænde, da hendes ældste søn er ved at flyve fra reden. Sikke et eksistentielt drama. Det er bare om at proppe sig med baby-billeder.

Eller hvad med den om med kvinden (Cynthia Erivo), der er ved at blive ædt op indefra. Hun vender tilbage til lederjobbet efter en alt for kort barsel og en bloddryppende fødsel. Børnene græder derhjemme, manden vil i parterapi, og de hvide mænd på arbejdspladsen kigger glubsk efter hendes glaskontor.

Pludselig opstår der bidemærker på hele kroppen, og man sender en varm tanke til det danske barselssystem.

Eller hvad med den om kvinden i 30’erne, der er så træt af mænd, at hun begynder at date en and. Først forstår han hendes følelses- og kønsliv på et dybere plan. Hun får livsmodet tilbage. Men så udvikler relationen sig til et mere og mere toksisk forhold, som hun ikke kan finde ud af at løsrive sig fra.

Her formår Merritt Weaver vitterlig at skabe en pålidelig flirt med en and. Et dyr, der i forhold til kropsstørrelsen har en af de største – og mærkeligste – penisser i dyreriget. Skuespilleren lægger også krop til at demonstrere, hvordan det mon føles!

Andre historier er decideret åndssvage. En kvinde sidder på en hylde i et satire-musical-agtig afsnit om trofæ-koner, og rollen overspilles grotesk af Glow-skuespilleren Betty Giplin. Hun skal forestille at være så lækker, at hendes rige mand hver dag bare har lyst til at nyde at se hende på en hylde foran skrivebordet.

Der er noget spændende ved de kvinder, som er fanget i et poleret dukkehylster. Jeg tror på det, når Beyoncé synger, at skønhed kan gøre ondt. Ens krop og ansigt er et tagselvbord i en verden, der fortærer smukke kvinder.

Men Betty Giplin har hverken et ydre eller en karisma, man kan lave satire over. I det her tilfælde strækker skuespiltalentet heller ikke til at gøre et troværdigt forsøg.

Spring det makværk over og nyd resten af seriesvaret på en forstående, klog og lidt underlig veninde.