Robert Prisen 2019

Danske filmprisfester er ikke, hvad de har været.

Engang blev kritikernes Bodil afholdt i Imperial-biografen og DR-transmitteret live. Siden fik branchens voksende Robert en one night-stand med TV 2. Men tv sprang fra, og i dag lever de to danske prisuddelinger en mere tilbagetrukket tilværelse uden public service-stationerne.

Derfor kan showet selvfølgelig godt fungere i sin egen ret. Det gjorde det bare ikke i går aftes.

Rammerne for Robert-festen, som blev afholdt i Tivoli Hotel & Congress Center, fejlede ellers ikke noget. Det hele var opsat til perfektion, og filmfolkene virkede godt til mode. Man kunne næsten mærke al den usagte sladder drive ned ad væggene.

Robert er en kopi af Oscar, men prisfesten minder mere om LA-kritikernes Golden Globes, hvor gæsterne mere eller mindre afslappet sidder og spiser ved borde.

En intro-video gav os en veloplagt rundtur i det forgangne filmår til tonerne af Kim Larsens Tarzan Mama Mia.

Værten Jan Gintberg kom også fornuftigt fra start i sin åbningsmonolog, der med et klip fra Anja og Viktor – i medgang og modgang gav tilbageblik på hans ikke videre imponerende skuespilkarriere.

Men hvad der lignede en frisk begyndelse, endte ud i en katastrofe for Jan Gintberg med den ene selvgrinende joke efter den anden. Hver gang han åbnede munden for at fyre endnu en forældet kønsvittighed af, var det, som om han selv havde mistet troen løjerne. Man sad og ønskede, at det var Robert-uddelingen og ikke den kommende Oscar-fest, som stod uden en vært.

Jan Gintberg var kun sjov, når han en enkelt gang udnyttede sin egentlige force og hoppede ned fra scenen til publikum. Her øjnede han et bytte i skikkelse af Peter Aalbæk og spurgte med et satanisk blik, om han ikke stadig var persona non grata. Hvortil Aalbæk lige så satanisk svarede: ”Tilgivelse er jo det gode ved den kristne tro, og jeg tilgiver jer alle!”

Men for det meste stod Jan Gintberg på scenen med sine stikordskort, der ikke kunne opveje hans manglende kendskab til dansk film.

Ikke færre end 30 priser skulle uddeles, og uden underholdende indslag undervejs blev det en langgaber af et afviklingsshow fyldt med kedsommelige takketaler.

Meget kan man sige om amerikanerne, men de har en evne til at vise begejstring, som vi savner i janteland.

Der var heldigvis et par undtagelser.

Marijana Jankovic modtog en Robert for kortfilmen Maja, der handler om hendes egne oplevelser som barn. Tårevædet af glæde trak hun kollegaen Dejan Cukic frem ved sin side og fortalte, hvor meget prisen betød for én, der var kommet til Danmark for 30 år tilbage.

Lars Ranthe modtog en Robert for årets mandlige birolle for tv-serien Kriger og gav en stærk takketale. Ann Eleonora Jørgensen, som vandt for sin rolle i Herrens veje 2, blev nærmest lækker sensuel på scenen, mens skaberne af årets store vinder, Den skyldige, kom med en stikpille til den forandringsivrige ledelse på Filmskolen.

Men ellers mindede talerne mest om ”jeg-holder-oplæg-for-klassen”, så det var helt befriende, da Anders Matthesens partner tabte sin Robert på scenen, så den brækkede midt over.

En sponsor er én, der gnubber sig op ad de fede for at få lidt popularitet, har Anders Matthesen sagt. Roberts sponsor er Blockbuster, der blandt andet sørger for live-dækning på nettet og som tak har fået sin egen publikumspris.

Og minsandten om vinderen ikke blev Regner Grastens mislykkede Team Albert, som Grasten havde spået en billetsalg på 500.000, men blot formåede at sælge 62.052.

Hvordan kan så få mennesker stemme Team Albert til sejr? På scenen afslørede hovedrolleindehaveren Albert Dyrlund foran de måbende gæster, at han havde bedt sine 180.000 følgere om at stemme på filmen. ”Internettet vinder altid,” sagde han triumferende, og dermed mistede Blockbuster-prisen al sin værdi.

Robert har store ambitioner. Den vil gerne være vores svar på Oscar, men fremstår mere som en lukket firmafest end en storslået fejring af dansk film for det publikum, filmene i virkeligheden er skabt for.