Robin Williams: Come Inside My Mind

Hvorfor? 

Det er det spørgsmål, vi sad med, da nyheden om Robin Williams’ selvmord for fire år siden gik verden rundt. Og det er både en fordel og en ulempe for instruktør Marina Zenovichs hyldest til geniet, at hun ikke gør mere for at besvare det. 

Titlen til trods flugter hendes tilgang mere med, hvad manden selv præsenterede for omverden. Hun sørger for at vise Williams som den knivskarpe komiker, han var: en empatisk performer, der lynsnart kunne læse sit publikum og ryste tre-fire skarpe vittigheder ud af ærmet. 

Robin Williams var en supernova. 

I gamle optagelser ser vi ham på 70’ernes comedy-klubber, sitrende af legesyg energi, mens han i et halsbrækkende tempo veksler mellem forskellige karakterer og accenter, lirer den ene joke af efter den anden, hopper ned blandt publikum og haler dem med ind i showet. 

”Er du parat til at rejse dig … for Jesus?” spørger han en tilfældig kvinde med rungende sydstatsaccent som en omrejsende cirkuspræst. Og tilføjer så: ”Jeg beder Gud om, at du ikke virkelig er handicappet!” 

Når et show var ovre, fortæller en af hans venner i et interview, hoppede han ned fra scenen igen, fandt en flot dame og smuttede med hende hjem. Så måtte hendes kæreste passe sig selv den aften. 

Filmen er fyldt med den slags anekdoter. Aldrig bebrejdende, altid imponerede over supermennesket Robin Williams, der brændte så stærkt og altså endte med at brænde ud. 

Det er vidunderligt underholdende, og holdet bag har fundet utallige guldkorn i arkiverne, ikke mindst de fraklip fra film og tv-serier, hvor spasmageren Williams skider hul i familievenligheden og fyrer noget sjofelt af for filmholdet. 

”Hvad skal vi gøre nu?” spørger han som Mork, det skrupskøre rumvæsen, der takket være tv-serien Mork & Mindy blev hans gennembrudsrolle. ”Lige, hvad du har lyst til,” lyder svaret fra en uset medskuespiller. ”Tak, men det kan vi altså ikke lige nu!” 

Der er opgange og nedture undervejs, forhold der starter og siden forliser, mens Williams’ stjerne kun stiger og stiger. 

Succeshistorien udfoldes med lige dele humor og patos af den imponerende forsamling af hovednavne fra Williams’ liv, som filmskaberne har samlet for at føje arkivklippene sammen til en fortælling. 

David Letterman taler om, hvordan han følte sig utilstrækkelig over for Williams, den gamle Python Eric Idle inddrages som ekspertvidne omkring Hollywoods narkotikakultur, og mange flere virker stadig benovede over hans bedrifter, når de tænker 30 år tilbage. 

Af de mange kolleger er det Billy Crystal, der træder frem som den bedste ven, en klippe, som Williams kunne støtte sig til. ”Alle ville have noget af ham,” forklarer Crystal. ”Jeg havde ingen agenda. Jeg kunne bare godt lide ham.” 

Fremgangen er jævnt kronologisk, og efterhånden som karrieren tager fat, og fænomenet Robin Williams bliver allemandseje, dykker Zenovich mere ned i skrøbeligheden bag geniet. Det usikre enebarn, der mere end noget andet havde brug for bekræftelse. 

At få folk til at grine er et urinstinkt, en helt utvetydig form for accept. I fraklip fra film som Patch Adams og One Hour Photo ser vi Williams få hele holdet til at bukke sig sammen af krampelatter. 

Få år efter begynder han at drikke igen. Der gemte sig noget ubarmhjertigt under den joviale facade, men Zenovich kommer aldrig ind til det. 

Ingen kan helt vide hvorfor, og det havde ikke klædt filmen at præsentere en halvbagt teori som et endegyldigt svar. Men man aner kun i glimt den depressive skyggeside af Hollywoods mest sympatiske entertainer, før sygdommen tager livet af ham og sætter et tårevædet punktum på en morsom, barsk og ikke mindst medfølende portrætfilm. 

Efter to timers spilletid vil man kun have mere.