Rocks

Den bedste gave, man kan give et barn, er uforbeholden kærlighed. Uden den får man mørke sprækker i sindet. Og falder man ned i dem, falder man tungt.

I det socialrealistiske drama Rocks hænger kærligheden i med neglene. Den barske sætter hjertet på overarbejde.

På en pigeskole i det østlige London er Shola omringet af en broget skare af humørfyldte veninder. Deres lyserøde skoleuniformer er ens, men de har rødder overalt i verden.

Shola går under tilnavnet Rocks, fordi hun var en urokkelig klippe, da bedsteveninden skulle beskyttes mod mobning.

Londons ghetto er badet i et håbefuldt lys, når veninderne som ægte teenagepiger griner og er optaget af popmusik, kærestesladder og hårfletning.

Men derhjemme lurer katastrofen.

Sholas deprimerede mor skælver som regn på ruden i blæsevejr. En dag efterlader hun den femtenårige pige alene med hendes syvårige lillebror, en lille bunke krøllede pengesedler og en hastigt nedskrevet seddel med den åbenlyse besked:

”Jeg burde være en bedre mor.”

Herfra starter en test af Sholas klippefasthed. Den store pige har broren i hånden – indimellem decideret under armen – på rejse fra den ene venindes sofa til den anden. Shola forsøger at skærme broren fra den dårlige barndom, han befinder sig midt. Det er som at se en pige prøve at tømme ørkenen for sandkorn, mens hun selv udviskes af en rasende storm.

I halen er hele tiden de sociale myndigheder. De kan sikre husly og hjælp, men hvad nu, hvis Shola og broren så må skilles for bestandigt?

Rocks minder om japanske Nobody Knows, hvor fire børn forlades af deres mor og lever en ulveungetilværelse alene i en lejlighed, der drukner i skrald. En anden åndsfælle er amerikanske The Florida Project, hvor mor ikke smutter, men tumler så meget med sin sociale arv, at hun stadig er klemt inde i sin egen barndom – med sit regnbuefarvede barn på slæb.

Fælles for filmene er, at de skildrer verden fra børnenes perspektiv, men alligevel viser armoden bag barnevirkeligheden. I det greb ligger en insisterende og troværdig humanisme.

I Rocks ser vi også den strukturelle racisme og migrant-ensomheden. Nok er mormor kun et telefonopkald væk, men fysisk befinder hun sig på tusindvis af kilometers afstand i det afrikanske land Lagos. Shola må kæmpe sin kamp alene.

Bukky Bakray i titelrollen og Kosar Ali som hovedpersonens bedste veninde er begge mirakuløse debutantfund.

Deres teenagepiger er rørende søde, vrede og genkendelige som normale piger, der har svært. Begge blev nomineret til en BAFTA for deres præstationer. De mange amatører bærer da også filmen med deres hjerteskærende præstationer.

Lillebroren spilles af uendeligt kære D’angelou Osei Kissiedu, der har komisk timing, så selv de tungeste scener bliver til at bære. Som da elregningen ikke er betalt, og Shola styrter rundt i lejligheden for at finde den krøllede stump penge.

”Jeg kan måske lave et velgørenhedsløb,” siger den syvårige med ord lånt fra voksenverdenen. ”En sponsoreret gåtur.”

Slutscenen er lige så hårdtslående som filmens første sorg, men der er også en sælsom sødme begravet i tristessen.

Instruktør Sarah Gavron har skabt et værk, hvor alle balladebørnene går i ét med betonomgivelserne og sommerlyset. Man får lyst til at tage dem alle til sig og lade kærligheden stå i fuld flor.

En film, man aldrig vil glemme.