Rogue One: A Star Wars Story

Rogue One: A Star Wars Story er et brutalt portræt af krig. Både på et personligt plan og i et bredt perspektiv.

Instruktør Gareth Edwards er kompromisløs. Han tager os med helt ned i det blodfyldte støv, når modstandsfolkene gør væbnet oprør. Det er grimt, og de samvittighedsfulde rebeller har udtryk for, at de har gjort ubeskrivelige ting.

Fred er dyrt købt.

Dystre film er blevet en trend, og mørket rammer selv lette genrer som science fiction og fantasy. Tænk bare på den seneste film i Harry Potter-universet. Når man tilmed træder ud af biografens mørke og læser nyheden om massedrab på civile i Aleppo, føles fiktionens grusomheder meget nærtstående.

Kunsten afspejler verden – er den på kanten af krig?

For fire år siden købte Disney Star Wars-franchisen, og de har linet en masse nye film op. Man kunne have frygtet, at Mickey Mouse-koncernen ville gøre Star Wars nuttet og familievenlig. Men al frygt er gjort til skamme.

Rebellerne finder den unge pige Jyn (Felicity Jones) i en fangetransport. Hun er datter af videnskabsmanden Galen Erso (Mads Mikkelsen) og har levet en rodløs tilværelse. Hun så sin mor blive dræbt og faren bortført af det onde Imperiet, så han kunne fuldende den altødelæggende kampstation Dødsstjernen, som han har været med til at skabe.

Rebellerne har brug for Jyns hjælp til at finde hendes fosterfar Saw Gerrera, for de har fået nys om, at han fået i en besked fra Galen Erso om, hvordan de kan destruere Dødsstjernen.

Det er det første livstegn, Jyn får om sin far, ligesom hun ikke har set den militante ekstremist Saw Gerrera, siden de blev skilt fra hinanden under en mission for flere år siden. Så hun indvilliger i at tage på en hemmelig mission sammen med kaptajn Cassian Andor (Diego Luna) og dennes robot K-2SO.

Der er smæk på handlingen i Rogue One, der fører os til flere planeter, nye ansigter og gamle kendinge. Det gælder blandt andet gæster fra Mos Eisleys kantine, Rebellernes leder Mon Mothma og selveste Darth Vader. James Earl Jones låner endnu engang sin malmrøst til filmhistoriens bedste skurk, der gør forrygende comeback.

Også den lede Grand Moff Tarkin har en større rolle – det var trods alt ham, der stod bag Dødsstjernen. Det troede man i hvert fald efter A New Hope, men faktisk viser det sig at være den ærerige Orson Krennic, der spilles med kynisk ondskab af Ben Mendelsohn.

Oprindeligt blev Tarkin spillet af afdøde Peter Cushing, men i den nye film har man valgt at computeranimere ham. Der er ingen tvivl om, at det er ham med de knivskarpe kindben og de onde øjne, men der er heller ingen tvivl om, at personen ikke er ægte. Det bliver ligefrem morbidt.

Hvorfor har man ikke valgt en vellignende skuespiller, som man har gjort med blandt andet Mon Mothma?

Det er dog en tilgivelig fejl i en film med masser af godt skuespil, særligt af Diego Luna og Felicity Jones, der begge kombinerer følsomhed med hårdtslående handling.

Alan Tudyk lægger stemme til K-2SO, der er en dybt sarkastisk robot, hvilket tilfører filmen befriende humor. Også Donnie Yen er vidunderlig som den blinde munk Chirrut Îmwe. Nok er der ingen jedier med i filmen – hverken Obi-Wan Kenobi eller Luke Skywalker er fundet endnu – men som vogter af jediernes krystaller er han tæt i kontakt med Kraften.

Hvor sidste års The Force Awakens var som et ekko af A New Hope, er denne film sin egen. Den lille historie om rebeller på hemmelig mission, der får enorm betydning, er en smuk påmindelse om, at alle, store som små, har en betydning. Men tematikken om fædre, hvis fejltrin skal udredes af deres børn, går igen.

I Star Wars-filmene er det umuligt at løbe fra sin arv, men man kan vælge at lære af den. Ligesom denne film stiller sig smukt på skuldrene af sine stærke forgængere og elegant går direkte ind i A New Hope.