Roma

Som biografelsker skærer det dybt i hjertet, at Guldløve-vinderen Roma kun får et begrænset biografliv.

Alfonso Cuarón har lavet svulmende smukke bredformatbilleder, der vækker hans barndoms Mexico til live, og filmens Dolby Atmos-lydside formidler hjertesuk, demonstrationsråb og bølgeslag, som om man sad i midten af turbulensen.

Lov mig, at du ikke brænder denne film af på en tarvelig computerskærm. Lån i det mindste naboens gigant-tv – så lover jeg til gengæld, at du får en af årets filmoplevelser. Roma overgår alle Cuaróns tidligere perler i både sanselighed og dybde.

Filmen forener det store og det lille perspektiv.

Den har episk vingefang og beskriver 70’ernes Mexico, som det så ud fra både menigmands og fra de privilegeredes perspektiv. Men indgangen er selvbiografisk, baseret på Cuaróns egen barndom, og det giver spillerum til de overraskende detaljer og til en struktur, som er mere styret af erindringens fine brevvægt end af velafprøvede, dramaturgiske modeller.

Roma fremkalder en tilstand, en stribe af stærkt sansede sort-hvide øjeblikke.

Fra hustage med vasketøj til kældre fyldt med folkemusik og hjemmebrændt, fra strandferier til gadeoptøjer.

Man skal kende den historiske ramme for at vide, at vi undervejs havner midt i præsident Álvarez’ militærangreb på studenter under Corpus Christi-massakren i 1971. Man forstår til gengæld den stemning af nervøsitet, der løber gennem fortællingen. Samfundet sitrer, og filmen har en af nøglerne til uroen: den store sociale ulighed.

Titlen Roma har hverken noget med Rom eller fodbold eller sigøjnere at gøre. Det henviser til kvarteret Colonia Roma i Mexico City, hvor Sofía er gift med den travle læge Antonio. De er hvid øvre middelklasse, bor i fleretages-hus og har indtil flere stuepiger til at lave mad og passe familiens fire børn. Alligevel er Sofía presset. Antonio er hårdt ramt af midtvejskrise og glider ud af historien. Nu skal mor til at tjene penge, håndtere fire forvirrede børn og en bil, hun ikke kan ramme garagen med.

Oven i det hele bliver stuepigen Cleo bollet tyk af sin sjuft af en kæreste.

Det er i den grad kvindernes kamp mod verden, en kamp, der trækker Cleo endnu længere ind i familiens midte. Det er hende, filmen er dedikeret til.

Hvor Fellinis beslægtede erindringsfilm typisk har barnets undrende, kalejdoskopiske perspektiv, har Cuarón næsten skrevet sig selv og sine tre søskende ud af historien.

Han er i stedet solidarisk med den unge stuepige med indiansk mixteco-blod i årerne og milde ansigtstræk. Hun er på en måde fremmed i de hvidkalkede gemakker, hun selv rydder op i. På samme tid er hun oprigtigt knyttet til børnene og den hårdt prøvede Sofía. De redder hinanden.

Cuaróns film er også, uden paroler eller sensationalisme, en af de store film om, hvordan samfund – lokalt og globalt – fungerer.

Det er ikke den forudsigelige fortælling om klassernes kamp mod hinanden, men en ret nøgtern skildring af, hvordan afhængighed mellem samfundsgrupper ikke kun er et envejs og økonomisk anliggende.

Antonio bruger sine forbindelser til at tage hånd om Cleo, der går i veer i taxaen på vej til byens moderne hospital. Scenen er uafrystelig i sin solidarisering med kvinden på briksen, magtesløs og omgivet af genstande og fagtermer, der er ren science fiction.

Cleo spilles – og det giver god mening – uden hverken flamboyante replikker eller mange smil af Yalitza Aparicio. Hun overbeviser med søgende blik og hjælpende hænder som en af de mange selvopofrende eksistenser, der gennem et århundrede har stået i baggrunden af historiens mindeværdige scener.

Roma er en mikroskopisk skæbne blæst op til udødeligt format. Et ikonmaleri til det nye årtusinde.