Ron – virker næsten altid

Findes der en algoritme for venskab?

Det spørgsmål udforsker Ron – virker næsten altid, der følger drengen Barney. Han har astma, og i sin fritid går han op i skak og stensamling. Og så frygter han frikvartererne, hvor han ofte efterlades for sig selv.

Alle i skolen på nær Barney har en B-Bot – en lille robotven – som de bruger til at skaffe venner og likes online.

Da Barney på sin fødselsdag endelig får en B-Bot, er han ekstatisk. Lige indtil han opdager, at den er defekt. Robotten kan ikke engang huske Barneys navn!

Det er starten af en animationsfilm ud over det sædvanlige. Med præcision og hjertevarme skildrer filmen venskab i den digitale tidsalder. I modsætning til den enorme mængde animationsfilm, der hele tiden bliver spyttet ud, er tempoet nærmest perfekt doseret, fordi filmen midt i morskaben tør holde igen og være stille.

Barney finder ud af, at robotten – som kalder sig Ron – kan bruges til at sætte skolens bøller på plads. Men da Ron giver de hårde bananer tæsk, bliver han eftersøgt af firmaet Bubble, som har skabt ham. Det er nemlig ikke meningen, at de små robotter skal kunne gøre skade på andre.

En række skægge situationer opstår, når online-adfærd møder virkeligheden. Foran hele skolen afslører Ron de venner, han har fundet til Barney. De tæller en mand, der synes godt om billig sprut og konspirationsteorier.

Mens de er på flugt fra Bubble-chefen Andrew, går det på hjertevarm vis op for Barney, at en rigtig ven er én som Ron, der på grund af sin defekt ikke bare er enig i alt, hvad Barney siger.

Det er et garvet hold, der står bag filmen. De tre instruktører Sarah Smith, Octavio E. Rodriguez og Jean-Philippe Vine har arbejdet på animationssucceser som Coco, De Utrolige 2 og Arthurs julegaveræs.

Det er lykkes dem at skabe en helstøbt oplevelse med filmen om Barney og Ron. Samtidig rammer filmen plet i sin skildring af nutidens digitale verden.

Influenceren Savannah er særligt tidstypisk. Hun plejede at være venner med Barney. Nu fortæller hun sine følgere om plastik i havet og en splinterny hårtørrer. Da hun bliver ydmyget for rullende kamera, understreges brutaliteten i online-mobning og internettet, som aldrig glemmer.

Der er ingen hjælp at hente hos de voksne.

De er velmenende, men håbløse. Man får helt ondt i maven, når Barneys lærer presser ham til at sidde på en venskabsbænk i skolegården. Og heller ikke faren formår at hjælpe sønnen med en prædiken om, at børn bør lege sammen udendørs.

Kun Andrew er fuldkommen ond. Det er en interessant pointe i filmen, at det ikke er teknologi i sig selv, den er gal med. Problemet er mennesker som Bubble-skurken, der misbruger den.

Da Barney og hans familie infiltrerer Bubbles hovedkvarter, opdager de, at Andrew har programmeret robotterne til at gøre børn afhængige af dem, og at der slet ikke findes en algoritme for venskab. Skurken bruger også kameraer og mikrofoner i børnenes robotter til at opspore de to venner, da de er på flugt.

Det lyder uhyggeligt bekendt i en verden, hvor sociale medier kan skræddersy reklamer efter ens behov.

Filmen byder på mange fine observationer. Den viser, hvordan social klasse kan have betydning for, om man er en del af fællesskabet eller ej. Barney kommer nemlig fra et hjem, hvor faren er eneforsørger for sønnen og hans småskøre farmor. Og selv om de ikke mangler noget, har familien ikke bare lige sådan råd til en B-Bot.

De kan kun købe Ron, fordi han er gået i stykker. Det er en sympatisk pointe, som filmen elegant understreger.

Og så står Barneys farmor for en perlerække af morsomme bemærkninger leveret på gebrokkent dansk af Pia Rosenbaum. Da Bubble-chefen ser mistænkeligt på hende i hovedkvarteret, lukker hun munden på ham ved at sige: ”Kan du ikke lide kvinder på arbejdspladsen – du vil måske klemme mine lår?”