Ronja Røverdatter

Det er ikke svært at tage det som en personlig fornærmelse mod Astrid Lindgrens livsfilosofi at se den nyeste Ronja Røverdatter-installation.

I hvert fald hvis man tilhører en af de sidste generationer, der voksede op som frie børn.

Seriefilmatiseringen af Ronja Røverdatter blev skabt som et prestigeprojekt for nordiske Viaplay, men den kriseramte streamingtjeneste har efter færdiggørelsen måttet sælge den til amerikanske Netflix.

Ikke frække, vilde røverbørn, som kan klare grådværgene – der som bekendt lever af frygt – ved at være så modige som muligt.

Men desværre er et helt nyt plot skrevet ind i fortællingen, der er omtrentligt lige så kedeligt som at høre på folk skændes.

I stedet for at fokusere på barndommen i røverhøvdingen Mattis’ skov med alle de eventyrlige væsner og barndommens krævende, men dog overkommelige konflikter følger vi fortrinsvis voksne mennesker, der bekymret taler om, hvordan de skal få hævn over hinanden.

Multiplotfortællingen med de mange onde og gode figurer minder i højere grad om Game of Thrones end Lindgrens mesterværk, hvor børn flyttede ud i skoven og klarede sig selv, hvis far blev for irriterende at være i stue med.

De svenske skuespillere siger tilmed advarende til hinanden: ”Vintern kommer!”

Alles karaktertræk er defineret ud fra noget rædselsfuldt, der engang er hændt dem. Det siger meget om vores tid, at Astrid Lindgrens forfatterskab, der om noget handlede om modet til at gøre det gode, nu skal foregå i et håbløst univers med døde babyer og barndomstraumer.

I det hele taget synes fortællingen mere defineret af fortidens tungvægt end nuets mulighed for handling.

Røverne er forvandlet til en mellemting mellem en multikulturel indvandrerbande og et oldboys-fodboldhold. Røverierne i skoven iscenesættes som reelle overfald, men på den anden side spilles røverne middelklasse-fesent i særligt farmand Mattis’ endeløse bekymring over Ronja.

Flere af de berømte replikskifter fra bogen spilles også på en måde, så pointen fra forlægget forsvinder.

”Pas på, du ikke falder i elven,” siger Mattis, da Ronja er på vej ud i skoven alene for første gang.

”Hvad gør jeg, hvis jeg falder i elven?” spørger hun.

”Så skal du svømme,” svarer Mattis.

Underforstået: Så må du finde ud af, hvordan du løser den udfordring.

Men i serien spiller Christopher Wagelin Mattis, som om han er på grådens rand af bekymring. Det gør også replikskiftet en smule meningsløst, for hvorfor skulle han komme med så lakonisk et svar, når han står med tårer i øjnene?

Johan Ulvesons udgave af Ronjas papbedstefar Skalle-Per er decideret dårlig. Hans replikker falder helt skævt, som om de kommer et sekund eller to for sent. Makeuppen ligner mere et menneske, der er blevet kogt en smule end en aldrende mand. Det er forrykt at se på.

Lovis (Krista Kosonen), Ronjas mor og den egentlige hersker over røverne og et feministisk ikon for min syvårige niece, er så kedelig og vag som en hengemt riskiks.

De elskede magiske væsner som rumpenisserne, grå-dværgene og vildheksene er selvfølgelig også en del af fortællingen. Det er udmærket cgi-arbejde, men man forstår ikke, hvordan eventyrligheden passer ind i det overkomplicerede og voksenkedelige plot.

Jeg vil ikke vide noget om en landsby-foged med korruptionsanklager eller anden kommunalpolitik omkring Mattis-borgen.

For slet ikke at tale om seriens locations, der er frarøvet al mystik. Og væsenerne De Underjordiske, der dukker frem i tågen, repræsenteres af røgmaskiner, som vækker mindelser om klubfester i provinsen.

I Netflix-versionen står Ronja og Birk og kigger på ”vildheste”, der ser ud, som om de er kørt direkte ind fra et stutteri. Omkring dem står træerne på række. Det er et skovbrug!

Kameraarbejdet er naturalistisk, og tanken falder på David Attenborough-dokumentaren Den blå planet på grund af den høje billedopløsning. Men et eventyr er ikke skarpt og tydeligt. Det er dunkle stemninger, farlige fornemmelser og fantasier, der løber løbsk i mørket som pelsede vildheste med blanksorte øjne.

Den her Ronja er taget på sommerlejr til vikingeborgen i Lejre sammen med sine ængstelige middelklasseforældre, der sidder ved arnestedet og snakker om deres arbejdspladskonflikt.