Room

Jeg ville gerne agere den mindste smule skeptisk over for universelt roste og prisnominerede Room – over for filmens kyniske og nu og da også sentimentale følelsesmanipulation. Mere specifikt over for den tunge, meget overflødige voiceover.

Men for fanden, når jeg nu rent faktisk manipuleres så forbandet og overvældende effektivt, og meget mod min vilje, også af den voice-over, så kommer formuleret skepsis til at ligne en meget uærlig øvelse. Jeg gider ikke have principielle indvendinger imod kunstværker, der virker.

Og Room virker, fordi følelsesmanipulationen på samme tid undergraves og styrkes af en vild fornyelse og generøsitet i omgangen med den på overfladen plat melodramatiske idé.

For syv år siden blev Ma (Brie Larson, som vandt en Oscar for sin præstation), dengang kun en teenager, kidnappet af en mand. Hun kalder ham Old Nick og bliver holdt indespærret i et haveskur, titlens værelse.

Her bor hun sammen med sin femårige søn Jack, (Jacob Tremblay), som Old Nick er far til, og som aldrig har været uden for skuret. Ma holder ham uvidende om, at den virkelighed, han læser om og ser på fjernsyn, har med en virkelig omverden at gøre.

Kun Room er realitet, alt andet er drøm og fiktion.

I første halvdel af filmen er tilskueren indespærret i skuret sammen med Ma og Jack. Vi følger både det ritualiserede trummerum og den spændingsfyldte plotfortykning. Efter en konfrontation med Jack, der plejer at holde sig skjult under kidnapperens besøg, skruer Old Nick ned for varmen.

Så Ma indvier modvillige Jack – der hellere vil høre en anden historie – i virkelighedens sande beskaffenhed og indruller ham i en plan om først at spille syg og siden død og så ...

Det er i udfoldelsen af trummerummet, at forfinelse og generøsitet bliver de centrale strategier.

Forfinelse har med detaljer at gøre.

Vi har detaljerne i Room-rummet, hvor alle elementer uundværligt indgår i Jacks kosmologi, og ethvert nyt element – en tand, en mus, en legetøjsbil – er mindre sensationer. Og vi har detaljerne i Larsons og Tremblays lige suveræne spil – drengens intense opmærksomhed, morens viljestærke selvovervindelse. Generøsitet har med tid at gøre.

Scener får lov til at vare meget længere end nødvendigt – især scener, hvor Jack leger eller keder sig. Vi oplever altså i realtid, hvor både klaustrofobisk og eventyrligt det er at være stedt i Room.

Da det lykkes Ma og Jack at undslippe værelset og Old Nick, føler tilskueren sig lige så fortumlet som Ma og Jack i de nye, formeligt uendelige omgivelser. Det er ellers bare mormorens ganske almindelige parcelhus.

Stadig mindre vagtsomme Jack og stadig mere rådvilde Ma drives fra hinanden af det simple faktum, at et hus består af flere rum. Garderoben, som den ene leger med Lego i, ligger ikke ved siden af badeværelset, hvor den anden spærrer sig inde.

Anden halvdel opleves som både hårdere og blødere end første halvdel, hvor Ma med det yderste af neglene holder sammen på sin og Jacks brutalt unaturlige tilværelse.

I anden halvdel må hun give slip, mens Jack stille og roligt socialiserer sig ind i verden udenfor. Det kulminerer – og dér stod jeg så af – i mødet med en sød hund. Det er med stor, sentimental grusomhed fuldstændigt logisk, at Jack skal falde på knæ og omfavne den hund, men jeg vægrer mig imod at acceptere det.

Jeg synes øjensynlig, at det er lidt pinligt, at jeg er så glad for den her film. Hvorfor ellers prale af min modstandskraft over for en helt almindelig, sød hund?

Men det er altså på en enormt kunstnerisk kvalificeret måde, at Room – bortset fra den hund – griber om struben på én og presser tårerne frem i øjnene. Tro mig!