Roots

I slutningen af 1970’erne løb den historiske dramaserie Roots over skærmen i USA med stor succes.

Op mod 160 millioner amerikanere fulgte med i serien, der på dansk tv gik under titlen Rødder, og skildrer sorte slavers liv i USA gennem flere generationer. 

Der er derfor intet underligt i, at amerikansk tv har taget fat i Roots-fortællingen på ny og genskabt den som en miniserie på fire afsnit.

I 70’erne var Roots nyskabende, fordi den som en af de første serier så den amerikanske historie fra slavernes synsvinkel. Og selvom den historie er blevet fortalt mange gange siden, er den stadig lige vedkommende.

Præcis som 70’ernes udgave bygger Roots på Alex Haleys murstensroman af samme navn.

Vi følger den unge Kunta Kinte (Malachi Kirby), der tages til fange i sit hjemland i Vestafrika og sælges til USA som slave. Pludselig er han ikke længere en fri mand, men skal indfinde sig i et nyt land, hvor slaver udelukkende behandles som arbejdsredskaber.

Efterhånden bliver Kunta integreret i livet som slave. Han gifter sig, stifter familie og gennem seriens fire afsnit følger vi hans efterkommere fire-fem generationer frem.

Roots er hele tiden centreret omkring slaverne og deres tilværelse fra midten af 1700-tallet til midten af 1800-tallet omkring den amerikanske borgerkrig.

Serien viser først omvæltningen fra fri mand i Afrika til slave i Amerika, men efterhånden som fortællingen skrider frem, bliver slaveriet et naturligt vilkår, fordi slavernes børn og børnebørn aldrig har prøvet andet.

Flere steder undervejs får slaverne personlige og tætte bånd til deres hvide ejere og plantageejerne, og det er faktisk ofte her, serien interessant. For Roots er nemlig bedst, når konflikterne ikke bare er ’god mod ond’, men når slavernes og slaveejernes forhold flettes sammen og bliver vist i al deres kompleksitet. 

Her kommer personerne i dybere dilemmaer, der stritter i flere retninger. En plantageejer får eksempelvis et barn med en sort kvinde, så barnet vokser op i et limbo mellem fri og træl.

Fortællingen i Roots er episk og strækker sig langt og omfangsrigt gennem den amerikanske historie. Familiekrøniken passer godt på miniserieformatet, hvor hvert afsnit springer frem til en ny generation af slaver.

Det er solidt og traditionelt fortællerhåndværk uden de store dikkedarer. Alligevel virker Roots skinbarligt ærlig, fordi den ikke lægger fingre imellem. Vi får råt for usødet serveret den tortur og mishandling, mange af slaverne udsættes for. Pisk, tæsk og psykisk nedbrydning.

Derfor lægger det nye tag på Roots sig også i slipstrømmen af film som Oscar-vinderen 12 Years a Slave, Quentin Tarantinos Django Unchained og dette års Sundance-darling The Birth of a Nation. 

I dag, hvor mange afroamerikanere stadig kæmper for lige behandling, er en serie som Roots en relevant historielektion for yngre generationer.

Og som titlen antyder, er Roots netop en serie om generationer og de bånd, der binder mennesker og familier sammen over tid. Over sine godt seks timers spilletid udfoldes en saga om kampen for frihed, familien og viljestyrke.

Det er ikke alle seks timer, der er lige opslugende, men over en bred kam er historien om en hel slægt, der vokser op som slaver, interessant og fascinerende i al sit mismod og sin umenneskelighed.

Folk som Matthew Goode, Forest Whitaker og Jonathan Rhys Meyers leverer intense og engagerede præstationer, men det er ensemblets bredde, der løfter serien.

Roots byder på megen lidelse, men rummer også håb – om en bedre verden, som vi kan skabe her og nu.