Rose

Hver tredje dansker får en psykiatrisk diagnose i løbet af livet, står der hos interesseorganisationen danskepatienter.dk.

Derfor siger det sig selv, at vi selv bliver ramt, eller kommer i nærkontakt med én, der er psykisk sårbar.

For instruktør og manuskriptforfatter Niels Arden Oplev er den person søsteren Maren Elisabeth. Det er hende og filmskaberens anden søster Kirsten samt dennes mand Pers tur til Paris for 25 år siden, der er inspirationskilde til Rose.

Omdrejningspunktet er det samme.

Inger (Sofie Gråbøl) har det meste af sit voksenliv lidt af en skizofren lidelse og bor på et beskyttet bosted.

Hendes søster Ellen (Lene Maria Christensen) og svoger Vagn (Anders W. Berthelsen) har besluttet at give Inger en god oplevelse. De vil tage på bustur til Frankrig, hvor Inger tilbragte nogle gode år, da hun var yngre.

Ud over den joviale buschauffør-guide Ole (Peter Gantzler) tæller passagererne den snæversynede viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling), hans kone Margit (Christiane G. Koch) og sønnen Christian (Luca Reichardt Ben Coker).

Mødet mellem de forskellige samfundslag i bussen forløber ikke gnidningsfrit. Især Skelbæk forsømmer ikke et øjeblik til at påpege, at Inger er syg.

Det gør hun også selv opmærksom på, da der kort efter afrejse bliver holdt en lille hej-runde i bussen.

”Jeg hedder Inger, og jeg er skizofren,” konstaterer hun nøgternt, mens hun knuger mikrofonen så hårdt, at knoerne bliver hvide.

Rose balancerer i feltet mellem komedie og drama, og filmen veksler hurtigt og elegant mellem de to genrer.

Inger har en morsom vane med at sige, at hun vil kvæle en person, når hun ikke kan formidle, hvor meget hun holder af vedkommende. Og man får et sug i maven, når hun bevæger sig målrettet over mod den tyske motorvej, hvor bilerne fræser afsted med 120 kilometer i timen.

Når man har det dårligt og hører stemmer, virker det som en nem vej til komplet stilhed. Inger hører nemlig hele tiden en engel kaldet Gyldensol. Publikum kan ikke høre den, men vi kan se, når Inger drejer kroppen eller på anden vis markerer, at englen taler.

Sofie Gråbøl leverer en fantastisk kraftpræstation med et væld af nuancer. Fysisk er Inger for det meste sammenkrøbet, som om hun skutter eller gemmer sig.

I glimt bliver skallen brudt.

Da de er ankommet til Paris, skal der spises fællesmiddag i hotellets restaurant. Her kommer Ingers franskkundskaber fra tidligere tider selskabet til gode i en herlig scene.

Inger vil i Paris opsøge en bekendt fra gamle dage, og til projektet melder drengen Christian sig frivilligt som hjælper. Deres venskab fører til nogle af filmens hjertevarme højdepunkter.

Lene Maria Christensen er fremragende som den selvopofrende søster, der prøver alt, hvad hun kan for at få noget af den person tilbage, som forsvandt ind i lidelsen for mange år siden.

Siden gennembruddet med det 68’-agtige ungdomsdrama Drømmen i 2006 har Niels Arden Oplev etableret sig som en af Danmarks førende instruktører. Med storhittet Mænd der hader kvinder satte han for alvor gang i nordic noir-bølgen.

I terrordramaet Ser du månen, Daniel viser han, hvordan en skånselsløs krig i Syrien pludselig trænger ind i en dansk familie i en jysk landidyl.

Rose er instruktørens mest personlige og bedste film. Han balancerer perfekt mellem sjov og alvor, skuespillet er i topklasse over hele linjen, og Rasmus Videbæks linse indfanger sublimt hele skuet og de parisiske gader.

Kærligheden til personerne mærkes tydeligt, og Inger skildres med en ærlighed, så hendes skrøbelighed og manglende forståelse for normer aldrig føles udstillende. Tværtimod er der en soberhed over Rose. Og hvad der kunne have været endnu en film i rækken af værker om psykisk sygdom, bliver en livsbekræftende oplevelse.

Man sidder tilbage med en stærk optimisme, når filmen er færdig. Selv om alt langt fra er perfekt, skal det nok gå alligevel.