Run All Night

Så er han minsandten på den igen!

For gud ved hvilken gang giver Liam Neeson den atter som forknudret antihelt i en hårdkogt actionfilm.

Denne gang i Run All Night, der på mange måder er skåret over samme læst som Taken-trilogien, Unknown Identity og Begravet i fortiden, der jo også havde Neeson i hovedrollen. Der er nuanceforskelle, men konceptet forbliver det samme: En halvgammel eks-gangster, -lejemorder, -ægtemand eller -politimand med en blakket baggrund tvinges for én sidste gang til at se fortiden i øjnene.

Når det er sagt, forsøger Run All Night såmænd at grave et spadestik dybere end det gængse metervare-actionbrag. For selvom de fleste klichéer følges til punkt og prikke, har filmen faktisk en vis dybde og en stærk visuel side.

Den alkoholiserede gangster Jimmy Conlon (Liam Nesson) lever en sølle tilværelse med tyngende samvittighedskvaler over de liv, han har taget i fortiden. Han må dog hanke op i sig selv og genoptage kontakten med sin voksne søn Mike (Joel Kinnaman), da han blandes ind i en skudveksling.

Da fortiden melder sig på banen, bliver Jimmy tvunget til at likvidere gangsterbossen Shawn Maguires (Ed Harris) søn for at beskytte sin egen søn. Maguire er ikke blot Jimmys chef, men også hans bedste ven, så drabet bliver afgørende for dem begge.

Som filmens titel indikerer, må far og søn nu flygte gennem natten, og det umage par jagtes både af gangstere og politi.

Rent visuelt udnytter instruktør Jaume Collet-Serra New Yorks gader med en blændende, urban æstetik, som kunne ligne noget fra Drive eller Collateral.

Selvom flugten kræver en del ofre, er Jimmys hensigter såmænd gode nok. Han vil for alt i verden undgå, at sønnen går i hans egne, blodige fodspor. Men flugten mod nattens afslutning kræver mange og store ofre.

Det hæsblæsende plot bæres især af et solidt cast af skuespillere. Liam Neeson har efterhånden masser af erfaring med netop denne type karakter, og han gebærder sig som en fisk i vandet som den slidte og skyldstyngede antihelt.

Ed Harris er velvalgt som den kyniske og intimiderende gangsterboss, men det er klart svenske Joel Kinnaman, der brillerer som den splittede søn. Kinnaman er både sårbar og hård som sønnen, der forsøger at redde sin egen familie og tilgive sin fars synder.

Handlingen byder på masser af tjubang og fart over feltet. Biljagter a la Michael Mann gennem New Yorks gader eksekveres flot, ligesom Collet-Serra oplagt leger med både ultra slow motion og virtuose kamerature gennem byen.

Undervejs forstyrrer enkelte usandsynligheder dog handlingens rytme. Såret og jagtet vildt af både politi og gangstere får Jimmy eksempelvis lige tid til at besøge sin mor på hospitalet. Og en lejemorder, der også jagter Jimmy, finder tilfældigvis et billede med en adresse på det sommerhus, som Jimmy gemmer sig i. Meget belejligt, men meget svært at tro på.

Har man efterhånden fået nok af Liam Neeson i actionfilm, er det helt forståeligt. Neeson, der ellers har båret store kvalitetsfilm som Schindlers liste og Michael Collins, er tilsyneladende inde i en kunstnerisk raptus, hvor han sprøjter den ene actionfilm ud efter den anden.

Ikke desto mindre forsøger Neeson og Run All Night hæderligt at hæve niveauet med mere dybde og flere lag, end eksempelvis Taken-trilogien, der er den oplagte sammenligning.