Rush

”Jeg jagtede ham som en gal idiot,” fortæller racerkøreren Niki Lauda i den autentiske Rush, der starter på den berygtede tyske Nürburgring 1. august 1976 – datoen for en af Formel 1-historiens mest dramatiske løb.

Østrigske Niki Lauda (Daniel Brühl) var regerende verdensmester, men hans britiske ærkerival James Hunt (Chris Hemsworth) lå lunt i svinget til at komme øverst på podiet i den samlede stilling og havde vundet kvalifikationen til at starte i ”pole position”.

Efter to runder på den våde bane sender en blanding af vovemod og en mekanisk fejl østrigerens røde Ferrari spindende rundt i luften, og i ét minut sidder han fast i bilen og er indhyllet i et inferno af flammer og røg. Hans lunger ætses af farlige gasser, mens hans ansigt forbrændes i 860 graders varme. Niki Lauda overlever mirakuløst, og allerede få uger senere sidder han med et uhyggeligt vansiret ansigt og er tilbage i Ferrarien til Grand Prix-sæsonens sidste løb.

Her vil en sejr til Hunt sandsynligvis sikre briten titlen som verdensmester. Og dette afgørende løb er kulminationen på et had-kærlighedsforhold mellem Hunt og Lauda, som Ron Howard effektivt lægger op til med et flashback, der starter seks år tidligere, hvor de konkurrerer i et mindre løb. Hunt vinder efter en usportslig manøvre, der sender Lauda ud af løbet. Og der er ikke mangel på skældsord og udstrakte midterfingre, da de to kamphaner i den efterfølgende scene for første gang mødes uden for bilerne.

Det er her, gnisten tændes mellem de to ekstreme sportsmænd, der er som nat og dag og bliver mere og mere besatte af at besejre hinanden, efterhånden som de kører sig i stilling som motorsportens største stjerner.

James Hunt er det fandenivoldske naturtalent og sportens darling, der nyder opmærksomheden og populariteten på tabloidavisernes forsider, hvor han konstant ses med en smøg i munden, en drink i hånden og en fotomodel under armen. Den flamboyante livsstil får ikke for lidt i scenerne, hvor den kønne playboy ordner stewardesser i flyvemaskiner og slubrer østers og kaviar inden løbene.

Niki Lauda er perfektionisten, der kun koncentrerer sig om sin sport. Han revolutionerer bilernes mekanik og hurtighed, men hans tørre væsen og arrogante attitude over for kollegaerne gør ham særdeles upopulær i miljøet. Han bliver stemt ned, da han forsøger at få et farligt løb i regnvejr aflyst – det løb, der bliver fatalt for ham.

Som handlingen skrider frem, bliver konkurrencen benhård på banen, og Ron Howard skåner os ikke for periodens dødsulykker. Vi får det råt for usødet, når først startflaget sænkes på de berømte Grand Prix-baner.

Dansk-skotske Anthony Dod Mantles flotte fotografering fanger en autentisk følelse af de susende racerbiler og travle mekanikere i pitten. Lydeffekterne imponerer, når speederen trykkes i bund, og hjulene hviner så højt, at biografstolen ryster, som sad man selv i bilernes førersæde med 200 kilometer i timen rundt i et sving.

Det er glimrende udført, og sammen med Peter Morgans intelligente manuskript distancerer Rush sig fra at være endnu en banal og tempofyldt racerfilmsom Days of Thunder eller Driven. Ron Howard løfter aldrig den moralske pegefinger over for sportsgrenen, ligesom han undgår at lade Hans Zimmers musik spille for meget på de sentimentale toner.

Rush giver et interessant billede på, hvad der driver menneskene bag rattet og får dem til at acceptere døden som en sandsynlig del af deres arbejde. Dem, som Niki Lauda kalder for galninge, rebeller og drømmere. Vi bliver klogere på vanviddet bag viljen og lider med Lauda, når han ligger halvt død på hospitalet. Men Ron Howard balancerer sympatien mellem begge to, og efter ulykken forsvarer Hunt rivalen på et pressemøde, så en kæk journalist selv må en tur på skadestuen.

Chris Hemsworth og tyske Daniel Brühl spiller solidt, troværdigt og med en charmerende kemi, der antyder de to legenders latente beundring for hinanden. Specielt i de sidste sekvenser kører deres stærke præstationer filmen sikkert i mål.