Så længe jeg lever

Historien om John Mogensen er oplagt at fortælle. En misforstået kunstner, der igen og igen trak sig selv op fra sumpen, når succesen drev ham ud i alkoholisme.

Men det virker ikke, som om Ole Bornedal fortæller historien, fordi han har et særligt forhold til John Mogensen eller et ønske om at ændre hans eftermæle.

Men fordi det er en nem historie at fortælle og få finansieret i disse biopic-tider.

John Mogensen, der døde i 1977 i en alder af 48, blev kendt for sine simple melodier med jordnære tekster. Tænk bare på: ”Der er fut i fejemøget, når Sofie smider tøjet, springer op og åbner ballet med en go go.”

Det gjorde ham folkekær, men det gav ham ikke den kunstneriske anerkendelse, han stræbte efter. Han ville være Danmarks pendant til den svenske troubadour Cornelis Vreeswijk.

John Mogensen havde faktisk sine øjeblikke, hvor han besad samme nerve som svenskeren. Med sin dybe bas, der bar præg af et liv med druk, var der sårbar alvor i sange som Sidder på et værtshus.

Men den sang er kun kort med i filmen, hvor Mogensen efter en fuldetur ligger på en bænk og bræger. Og det er noget nær det eneste musik af den høje kvalitet, man hører.

Med langt hår og stort skægt ligner Rasmus Bjerg nogenlunde sangeren. Og Bjerg, der ellers ofte er mere komisk, er god i den dramatiske rolle. Der er mange closeups af ham, og hans stivnede smil og triste øjne rammer fortællingen om den lidende kunstner.

Det er ikke hans skyld, at filmen ikke er god.

Bjergs vokal er dog temmelig lys i forhold til Mogensens. Det gør sangene lidt pjattede og trækker faktisk filmen i retning af parodien.

I et af filmens højdepunkter er John Mogensen kommet hjem til den trofaste kone Ruth, der siger, at hun har mødt en anden.

Det er bare en frustreret løgn – sagt i afmagt. Men musikeren krakelerer fuldstændigt og går i opløsning på badeværelset. Her skriver han en kærlighedssang til Ruth. Hun må skubbe papir ind under døren, så han kan skrive det ned, og papiret bliver opløst i vandet, der strømmer ud på gulvet fra badekarret.

Så vil John synge for hende: ”Så længe jeg lever, så længe mit hjerte slår, så længe vil jeg elske dig.”

Alt bliver tilgivet.

Scenen kan dog ikke tilgives. Et vendepunkt i karrieren bliver gjort kikset og unødigt overdrevet.

Det vil måske komme som en overraskelse, at John Mogensen som barn var solist i Københavns Drengekor.

Sådan præsenteres han i filmen, hvor han synger B.S. Ingemann og Carl Nielsens Tit er jeg glad og vil dog gerne græde. Så er det ligesom slået fast med syvtommersøm, at drengen – og senere manden – kæmper med sine følelser.

Som et sært filmisk greb dukker drengen op, når den voksne Mogensen står ved livets tværveje. Drengen skubber ham bogstaveligt ind på scenen, placerer noder foran ham og maner ham til fornuft. Men det irriterer mere, end det opklarer handlinger og overvejelser.

Allerede som barn var han ekstremt optaget af musikken. Han blev sur og utilfreds, når de andre drenge i koret var ligeglade med akustik og teknik. Hans perfektionisme hærgede også den smørbløde og populære kvartet Four Jacks, der sang covernumre – lækkert arrangeret af John Mogensen – som Mandalay og O Marie, a vil hjem til dig.

John Mogensen syntes ikke, at musikken var svær nok. Så derfor optræder de med La Malagueña – en spansk folkevise, hvor de kun ledsages af to af medlemmerne på guitar. At John Mogensen gerne vil lave noget svært går igen i hele filmen.

Men det bliver aldrig forklaret, hvorfor det er svært. Og ud over, at han kaster op af nervøsitet – eller måske fordi han har drukket heftigt, mens han var på antabus? – så ser man ham ikke kæmpe med musikken. Hans liv er svært, men musikken kommer let til ham. Han sætter sig ved klaveret og synger en ny sang uden videre. Stemmen svigter aldrig. Tonerne er rene.

Det virker simpelthen som en doven måde at forklare, at John Mogensen altså var rigtig dygtig, for han kunne gøre noget, der var svært.

Så det bliver utroværdigt. Og hvis man ikke kender kunstneren på forhånd, gør Bornedal ham en bjørnetjeneste. Denne film gør ikke John Mogensen ære.