Biografanmeldelse
02. sep. 2014
Så meget godt i vente
Niels Stokholm driver sammen med sin kone Rita et biodynamisk landbrug, der leverer råvarer til verdens bedste restaurant Noma. Men myndighederne er knap så begejstret. Foto | Phie Ambo

Så meget godt i vente

Filminstruktør Phie Ambo sætter sig mellem to stole i en visuelt betagende landbrugsdokumentar med en lidt for løs fortælling.

Af Samina Jakobsen

”Kan du ikke smide det kamera der og komme ned og hjælpe?” spørger landmanden Niels, da en tyrekalv har besluttet sig for at komme til verden i en baglæns fødsel.

Instruktør Phie Ambo sætter kameraet. Et reb er blevet bundet om de små hove, der titter frem fra koens bag, og sammen hiver instruktøren og landmanden med slid og slæb den blodige kalv ud i livet.

Kalven er af racen rød danske malkekvæg, som fra en bestand på halvanden million kvæg i 1950’ernes Danmark nu er nede på 200 eksemplarer. Halvdelen af disse finder man på Thorshøjgaard, et landbrug, som Niels Stokholm har drevet biodynamisk siden 1975.

Så meget godt i vente følger Niels og hans kone Rita, tyrekalven, og alle de andre levende organismer på Thorshøjgaard gennem et års tid. Her får gården jævnligt besøg af kokke fra restaurant Noma, skoleklasser og andre nysgerrige sjæle.

Men også Økologikontrollen dukker op, hvilket udvikler sig til en konflikt mellem den idealistiske og principfaste landmand og det bureaukratiske system.

Dokumentaristen Phie Ambo er en alsidig instruktør, der har beskæftiget sig med så forskellige problemstillinger som finanskrisen (Kongens foged), etiske spørgsmål i forhold til brugen af robotter (Mechanical Love) og hjerneforskning (Free the Mind).

Nu kaster hun sig over det biodynamiske landbrug med et blandet resultat.

Visuelt er filmen en fryd for øjet. Ambo har en helt særlig stemme, hvor et roligt tempo, lyrisk klipning og sanselige billeder viser, hvor smuk naturen egentlig er. Flottest er de ekstreme nærbilleder af Thorshøjgaards flora og fauna, hvor skarp fokusering og mættede farver fortæller en hel lille historie i sig selv.

Aldrig har en regnorm fremstået så poetisk, som når den lyserøde orm smyger sig rundt i den okkerfarvede jord. Årstidernes skiften fortælles i smukke totalbilleder, og når regn og rusk sætter ind over for den faldefærdige gård, mærker man det nærmest fysisk på egen krop.

På lydsiden er brugen af latinsk messesang med til at ophøje naturen til religion, især når musikken sættes sammen med billeder af universet. Ambo har visuelt prøvet at forme landmanden Niels’ holistiske syn på naturen, og det virker, når naturen får lov til at tale for sig selv.

Men Så meget godt i vente er opdelt i to spor, hvor det andet fokuserer på Niels Stokholm, der – som en slags ny messias – værner om naturen og forklarer i store vendinger om sol og måne.

”Jeg er fyldt med blomsterstøv,” siger det venlige ansigt under det hvide fuldskæg og tjavsede hår og fortsætter engageret med at fortælle om ”sjælelige aha-oplevelser”, kontakten mellem dyr og mennesker, og hvordan en stilks røde farve stammer fra planeten Mars.

Phie Ambo er tydeligvis på landmandens side, og hun giver ham lidt for frie tøjler til at forklare sit projekt. Den første halvdel af filmen stiller ingen spørgsmålstegn, men er blot en flue-i-stalden, der summer omkring Stokholm, mens han snakker med dyrene og forklarer om universet.

Filmen bliver mere interessant, da Økologikontrollen kommer på besøg, og en egentlig konflikt opstår. For Niels vil ikke have drikkekopper i stalden, så køerne har ubegrænset adgang til drikkevand. Det er ikke godt for deres maver, forklarer han, men Økologikontrollen ser anderledes på det. Man anser det for vanrøgt.

Konflikten rejser en interessant problemstilling, for hvordan beslutter vi egentlig som samfund, hvad der er bedst for dyrene? Kan et kontrolsystem overhovedet være foreneligt med den biodynamiske tankegang? Og er Økologikontrollen mere bundet af en merkantilistisk tankegang end et egentlig fokus på dyrenes velbefindende?

Vi får desværre ikke svar på spørgsmålene, da Ambos fokus er mere på landmanden end konflikten. Men på trods af Niels Stokholms evigt godmodige ansigt og det prisværdige projekt, er han som karakter ikke stærk nok til at bære en dokumentar i spillefilmlængde.

Titel:
Så meget godt i vente

Land:
Danmark

År:
2014

Instruktør:
Phie Ambo

Manuskript:
Phie Ambo

Medvirkende:
Niels Stokholm, Rita Hansen, René Redzepi

Spilletid:
95 minutter

Premiere:
3. september 2014

Relevante artikler

Undervisning
05. dec. 2001
Udskoling (7. - 10. klasse)
Family

Family

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
19. mar. 2019
Ramen Shop

Ramen Shop

Biografanmeldelse
07. jan. 2019
Før frosten

Før frosten

Serieanmeldelse
19. okt. 2018
Making a Murderer – sæson 2

Making a Murderer – sæson 2

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!