Saint Maud

Den britiske Saint Maud er en udforskning af fysisk opløsning og psykologisk fallit.

Sygepasseren Maud bliver besat af at redde en kræftsyg patient fra fortabelse. Hvor langt er Maud parat til at gå? Og har Gud særlige planer med hende?

Filmen bliver præsenteret som en gyser, men den er snarere et kammerspil.

Undseelige Maud er troende og hænger et kors på væggen i sit værelse, da hun flytter ind i døende Amandas villa i en lille engelsk kystby.

De to kvinder er på alle måder modsætninger.

Maud er i starten af tyverne og Amanda omkring de halvtreds, hvilket antyder en psykologisk mor-datter dynamik. Amerikanske Amanda har været en kendt danser. Hun var et stort talent, der nu har tabt håret og er terminalt syg.

Da Maud finder indrammede plakater fra forestillinger gemt i et pulterkammer, beslutter hun, at Amanda ikke bare er en patient, men en opgave sendt fra Gud.

Kemien mellem de to kvinder er fortællingens kerne. Når Maud beder, er Amanda med, og den unge kvinde tror, de er fælles i troen. Maud betror endda Amanda, at hun mærker Guds nærvær. Vi får syn for sagen, da Maud sanser sine omgivelser så intenst, at hun falder om i ekstase.

Men er Gud med Maud?

Da hun møder en veninde i byen, giver Maude udtryk for sin tvivl. Der har været ”hændelser” med hendes patienter. Men det var ikke Mauds skyld, forsikrer veninden.

Maud misbilliger, at Amanda bruger sin sidste tid på drinks og besøg af Carol, en smuk elskerinde, der tager sig betalt. Maud vil præsentere sin patient for Gud, men Amanda er som en anden Gloria Swanson i Sunset Boulevard afhængig af et publikum.

Hun bekæmper cancer iført paryk og makeup og holder fest i sit hjem med kunstnere, der er lige så selvoptaget som hende selv. Foran leende gæster gør hun nar af Mauds tro, hvilket fører til en heftig reaktion og Mauds fyring.

Saint Maud svinger mellem eksistentielt drama og overnaturlig fortælling.

Den store villa er et gotisk hus med tomme stuer og klaustrofobisk stemning. Amanda har brug for fysisk terapi til at få blodet i sin døende krop i omløb, mens Maud har brug for at blive anerkendt og mærke menneskelig kontakt for at ruste sindet mod dæmoner.

Hvem er mest fortabt? Danseren Amanda, der brænder for sig selv og kunsten, men foragter sin sygepasser? Eller Maud, der spørger Gud, hvorfor han har forladt hende og martres på lokale pubber med liderlige mænd?

Saint Maud er Rose Glass’ debut, og hun har også selv skrevet manuskriptet.

Her er fine skuespilpræstationer. Spinkle og walisiske Morfydd Clark skaber en troværdig Maud, der er skrøbelig som gammelt porcelæn.

Jennifer Ehle er fremragende som den arrogante Amanda, der sent indser, hvad hendes egoisme fører til. Lily Frazer gør indtryk i birollen som en både beregnende og sympatisk Carol. Og fotografen Ben Fordesman illustrerer effektivt, hvordan Mauds ekstatiske syner kolliderer med hendes omgivelser.

Historien mangler dog originalitet.

Roman Polanskis Repulsion undersøgte en kvindes seksuelle angst og skrøbelige psyke. Den overspændte relation mellem patient og sygepasser kender vi fra What Ever Happened to Baby Jane? Og kvinden, der bruger sin krop for at få Guds opmærksomhed, så vi i Lars von Triers Breaking the Waves.

Det psykologiske spil mellem de to kvinder kunne være interessant, men der mangler en årsag til Mauds valg. Hvorfor har hun fundet Gud? Amandas egoisme bliver heller ikke begrundet, så hun ender som klichéen om den ulidelige primadonna.

Og så lover filmen at være horror, men uden at have bare én eneste skræmmende scene. Alt er varslet på forhånd, og filmen forsøger hverken at opbygge spænding eller uhygge.

Saint Maud har kvaliteter i selve dramaet, men vi kommer desværre ikke for alvor ind under huden på personerne.