The Salt of the Earth

Den brasilianske fotograf Sebastião Salgado (f. 1944) har aldrig glemt det syn, der mødte ham, da han første gang trådte hen til kanten af guldminen Serra Pelada, en enorm udgravning i jorden dybt inde i regnskoven, og skuede ned over noget, der mest af alt mindede om et sceneri fra Dantes Inferno.

Overalt i dette overdimensionerede mudderhul myldrede det med bittesmå skikkelser i konstant bevægelse, en grotesk myretue af kaotisk aktivitet, som sammen med lyden af en messende mumlen fra 50.000 stemmer syntes at udgøre et billede på hele menneskehedens historie i ét berusende vue.

Salgado skabte en fotoserie fra guldminen og satte derved både den og sig selv på det globale landkort. Og blandt de mange mennesker verden over, som ikke kunne ryste hans billeder af sig, var den tyske filmmager Wim Wenders.

Han var derfor et oplagt valg, da fotografens søn, Juliano Ribeiro Salgado, et par årtier senere ledte efter en medinstruktør til en portrætfilm. Far og søn var allerede i gang med optagelserne, men de savnede et udefrakommende blik.

Og Wenders, som i sine film løbende har reflekteret over billedets natur, tøvede ikke med at slå til.

Sebastião Salgado og Wim Wenders skulle vise sig at være et lykkeligt match. De to temperamenter forenes i filmen i en behersket patos, der klæder projektet: en rejse gennem et langt liv i fotografiets tjeneste, som har ført den berømte fotograf rundt til alverdens brændpunkter.

For den økonomiuddannede Salgado har fotografiet altid tjent en større sag. Uanset om han har dokumenteret truede folkeslag i Indonesien, hungersnød i Etiopien eller folkedrab i Rwanda, har han fokuseret på de konsekvenser, som den store historie kan have for det enkelte individ.

Og uanset om de personer, han har fotograferet, har tilhørt den globale armé af anonyme arbejdere – “jordens salt” – eller om de har været ofre for katastrofer eller overgreb, har han i sine portrætter formået at forlene dem med integritet og værdighed.

Filmen følger fotografen på en række ekskursioner til eksotiske egne, såsom West Papua Highlands, hvor han færdes hjemmevant blandt Yali-folkets jægere, eller en øde ø i Det Arktiske Ocean, hvor motiverne er hvalrosser og isbjørne.

Det er i sig selv spændende nok, men fortællingens rygrad er anderledes statisk, nemlig en opstilling, hvor Salgado taler om udvalgte værker fra sit omfattende bagkatalog.

I opstillingen – der kan bringe tankerne hen på den særlige interviewteknik i Errol Morris’ film – betragter Salgado projektioner af sine billeder på en transparent skærm, mens hans ansigt filmes frontalt igennem skærmen, således at han synes at kigge ud mod os, samtidig med at vi i hans skiftende ansigtsudtryk kan aflæse motivernes effekt.

Metoden er lige så enkel, som den er virkningsfuld, og disse sekvenser havde såmænd i sig selv været nok til at bære en film.

Men hertil kommer så et kor af hele tre fortællere: Salgado, sønnen og Wenders. Stemmerne væver sig sammen til en hel symfoni af informationer og iagttagelser, hvilket er tæt på at være i overkanten.

Men på den anden side er det svært for alvor at lade sig gå på af dette uortodokse greb, når man samtidig har at gøre med en så usædvanlig smukt eksekveret film, hvor et dvælende tempo på sympatisk vis giver ånderum til både iagttagelse og refleksion.

En dramaturgisk gave er det, at Salgado på et sent tidspunkt i sit liv, hvor han ikke kunne rumme mere lidelse og død, vendte tilbage til sin fædrene farm i det centrale Brasilien og helligede sig opgaven med at skabe nyt liv ved at rekonstruere den udpinte vegetation.

Men det er og bliver rejsen gennem hans rystende stærke livsværk, der bærer The Salt of the Earth. Sjældent, om nogensinde, har stillbilleder fremtrådt så levende på film.