The Salvation

Danske Jon, veteran fra tyskerkrigen i 1864, skal med sin lidt fordrukne bror Peter hente sin kone og søn ved toget i den barske del af Det Vilde Vesten.

Den genforenede kernefamilie sætter sig derefter ind i diligencen for at foretage hjemturen til Jons husmandssted. Peter tager dog en tur i byen.

På vejen får sønnen skåret halsen af, hustruen voldtages og myrdes. Nok får Jon dræbt begge voldsmænd som en fuldt berettiget gengældelse. Men den ene døde forbryder er bror til områdets egenrådige pistolero ved navn Delarue, en infam hersker over liv og død. Og så rulles hævnens revolver med skud i hvert et kammer, og de fleste rammer plet, når aftrækkeren går af.

De første ti minutter af The Salvation er så tæt på John Fords rystende, terroristiske filmintroer, som man kan komme med hensyn til uhygge og pludselig vold. Ulykken er spontan og skæbnesvanger a la Forfølgeren og Manden der skød Liberty Valance.

Men som Kristian Levring allerede med Kasper Windings ferme Morricone-musik og de manierede billeder af en lille nybyggerby under forteksterne signalerer, er vi snarere på besøg i Sergio Leone-land. Der er stønnende tog, fortove af træ, fluer på svedige pander og langsommelighed i lange baner. Der er mindre af Fords små-irske territorium med folkloristiske træk, stille melodier og almenmenneskelig eksistentialisme ved tab af kærlighed og anden mening.

Snart gjalder skuddene, vi går over til spaghettiwestern-traditionens lovløse og labile voldsorgie, hvor der skydes igennem og dræbes i snesevis, mens ligene er ligeglade.

Men det interessante er, at denne overgang fra Fords katolsk-konservative klassicisme til Leones marxistiske postmodernisme klares uhyre elegant ved Kristian Levrings genrebegejstrede instruktion og Anders Thomas Jensens psykologisk rigtige og rationelt udspekulerede plot.

Makkerparret fanger de blodstyrtninger, der sker, når der går hul på en viking, spillet stovt af Mads Mikkelsen. Så serveres hævnen både kold og varm.

The Salvation er på alle måder stærkt krydret chili con carne med drys af sort lavasalt fra en islandsk saga. På et tidspunkt sættes gryden oven i købet ud i den tunge regn, som Akira Kurosawa elsker at lade sine samuraier møde skæbnen i.

Således lægger Levrings film sig smukt op ad de nyere og anderledes tiltag i genren. Eksemplerne tæller Clint Eastwoods dekonstuktivistiske og socialrealistiske De nådesløse og Ed Harris’ avantgardistiske tolvtone-hesteopera Appaloosa.

Men denne westerns skelsættende bedrift er at gå ned ad Leones hjulspor med gråskæggede skurke i lange frakker, brede hatte og små cerutter uden at skabe slavisk efterligning, pastiche endsige parodi.

En film om myternes morgen i USA fungerer godt tilsat nordisk spleen, europæisk samvittighed og med John Fords Monument Valley-bjerge som tragediens både mytiske og naturalistiske bagtæppe.

Mads Mikkelsen er god som danskeren, der har fået andet end sårfeber med hjem fra Dybbøl. Mikael Persbrandt er prægnant som det broderlige sidekick, der soner, at han ikke var med i den fatale diligence hin nat.

Skurken Jeffrey Dean Morgan er herlig ondskabsfuld med vink til italienske Gian Maria Volonté, som var den absolutte bøhmand, dengang spaghettiwesterns var al dente. Og kvieøjede Eva Green er på tværs af pjalter og flækkede læber lige så erotisk, delikat lækker som fransk lingeri i en sengelampes skær.

Vi siger tak for opgør i flere gradbøjninger, en fremragende omgang mænd til hest og skyder ved hoften, mens kloge kvinder ved bedst – gammeldags på den fede måde og ny på den eftertænksomme facon. Howdy!