In the Same Breath

”Ingen kan slippe afsted med at sprede rygter online.” 

Sådan lyder det fra en kinesisk nyhedsoplæser i starten af januar 2020 i den rystende corona-dokumentar In the Same Breath. 

Indbyggerne i Wuhan deler røntgenbilleder af deres lunger på sociale medier i et spinkelt håb om at få den lægehjælp, de ikke kan få på de overbelagte hospitaler. Imens gentager de statskontrollerede medier, at den nye coronavirus ikke smitter mellem mennesker. 

Kommunisterne fejrer sig selv til en partikongres i byen, selv om lokummet brænder. Så snart kongressen er overstået, lukker Wuhan, mens medierne er fulde af historier om tapre sundhedsarbejdere, der med ukueligt sammenhold overvinder den fæle virus. 

Det er en genkendelig systemkritik, der ligger helt i tråd med Nanfu Wangs gennembrudsfilm One Child Nation. I den film brugte hun sin egen graviditet til at gå i clinch med den gennemgribende propaganda, der i årtier blev brugt til at retfærdiggøre kommuniststyrets etbarnspolitik. 

In the Same Breath tager også udgangspunkt i instruktørens egen fortælling. Nanfu Wang, der er opvokset i Kina, men bor i USA, er på familiebesøg for at fejre det kinesiske nytår, da de første forlydender om en ny form for lungebetændelse i Wuhan gør hende betænkelig. 

Hun samler opslag fra sociale medier og tager kontakt til lokale fotografer, der begynder at lave video-optagelser fra en by i deroute. Deres billeder er grumt velkendte: proppede hospitalsgange og øde gader, desperate pårørende og presset sundhedspersonale, der må sende syge hjem for at dø alene. 

Nanfu Wangs afdækning af regeringens hykleri og nidkære hetz mod enhver, der kan få dem til at tabe ansigt, er hårrejsende. 

I sikkerhedsoptagelser fra en sundhedsklinik tæt ved Huanan-markedet – hvor covid-19 angiveligt opstod – ser vi den ene efter den anden kunde klage over feber og hoste i juledagene 2020. 

Der skulle gå en måned, før regeringen så problemet i øjnene. 

Men Nanfu Wangs film er ikke blot en skræmmende tidskapsel. Den er også en isnende advarsel om, hvordan magthavere på begge sider af Stillehavet fører deres befolkninger bag lyset. 

Da instruktøren vender hjem til USA, gentager historien sig nemlig med amerikansk fortegn. Først beroliger regeringen befolkningen om, at virussen ikke er noget at bekymre sig om. Med ét er den alle vegne, og sundhedspersonale straffes for at udtale sig til medierne om, hvor slemt det virkelig står til. 

Fake news, misinformation, løgne og propaganda – kært barn har mange navne. 

Udbruddet i Wuhan skildres også i den prisbelønnede dokumentar 76 Days, mens dokumentaristen Alex Gibney stillede skarpt på Trump-administrationens forkludrede håndtering af krisen i Totally Under Control. 

In the Same Breath er en film i samme kritiske ånd, men Nanfu Wang bruger coronakrisen som en lakmustest for et samfund, hvor folket i stigende grad sættes uden for indflydelse. 

Optagelser fra Wuhan af døde mennesker på fortovet og mørklagte massekremationer i byens lighuse er ikke det mest skræmmende. Det er, når pårørende, der mistede familiemedlemmer i krisens første uger, lovpriser regeringen efter genåbningen. 

”De sagde, at min situation var så tragisk, at de ville udvise deres medfølelse ved at give mig 100 dollars,” siger manden, der er far til en ung mand, som døde tidligt i filmen. 

Om de er omvendte eller undertrykte, kommer ud på ét. Når magthaverne fejrer sig selv, har man bare at kippe med fanen. 

I Californien tørner demonstranter for og imod nedlukningen mod hinanden. Den ene side er iført mundbind, og den anden bærer røde kasketter med Trumps slagtekst: ”Make America Great Again.” 

De er alle sammen overbevist om, at de har ret. Alt andet er rygter.