Samsara

”Drømme fortæller os sådan nogle skønne historier, mens vi sover. Jeg drømte lige, at jeg var i havet. Jeg var en rød søstjerne. Jeg vil gerne genfødes som dyr. Jeg ved godt, at mange anser det for en straf at blive genfødt som dyr. Men det er kun, fordi vi mennesker ikke er så gode ved dyr, som vi burde være.”

En døende kvinde på en terrasse ved en søbred i Laos fortæller om sine drømme og tanker om snart at skulle forlade det jordiske liv. 

Hun taler til en ung knægt, Amid, der tager sejlturen hertil jævnligt for at læse højt for hende. Hendes sanser er ikke, hvad de har været.

Det fineste øjeblik opstår, da hun ikke ved, at han lytter ved dørtrinnet, og hun ønsker sin seng kærligt farvel ved at ae den:

”Hold mig fast, når tiden er inde. Mon det vil føles, som når jeg sover?”

Samsara er, som det måske fornemmes, en stærkt spirituel film. Den tager sig tid til nærvær og refleksioner over kontaktflader mellem selvet og universet.

Den er også legesyg. Den tager nemlig kvindens fantasi om reinkarnation helt bogstaveligt. I filmens anden halvdel går vi fra det junglegrønne og munkebefolkede Laos i Sydøstasien til en saltvandsflankeret fiskelandsby i Zanzibar, Østafrika, hvor kvinden dukker op i en ny skikkelse. 

Ikke som søstjerne, men som ged.

Hun rejser bort i filmens midtersekvens af cirka et kvarters længde, hvor vi som publikum – via mellemtekster – bliver vejledt til at lukke øjnene og bare lade lyde og farvede lysglimt strømme igennem os. Det er en meget rar følelse. Mindfulness med lyde af dyr og børn i leg.

Men det er også en anstrengende rejse: en staveplade-guide til et rigere sanseliv.

Den spanske instruktør, Lois Patiño, lader os godt nok danne vores egne indre billeder i de femten minutter, men i resten af filmens små to timer er der ikke en sprække af tvetydighed eller fortolkningsfrihed.

Fra munkeskole til strandbred er filmen en perlerække af samtaler, som føles pædagogisk konstruerede. En jævnaldrende munkedreng lærer Amid at ”gå igennem et træ” – at sanse sig selv med træets blik. Selv fortæller Amid om den hellige tekst, han læser op fra ved kvindens dødslege: ”Tibetansk buddhisme er forskellig fra laotisk buddhisme.” 

Når den døende kvinde taler om døsfærden som ”glimt af lys”, ja, så får vi lige et lysglimt og lyden af en bedeklokke. 

Som prikken over i’et får den muslimske pige Juwairiya, der passer og elsker den fritgående ged på Zanzibars kyst, et foredrag af sin mor om, hvordan visse religioner tror på reinkarnation.

”Din ged, Neeta, kan for eksempel have været en gammel kvinde.”

Juwairiya spærrer øjnene helt op under hårtørklædets kant. Jeg selv lukkede øjnene dybt i og drømte mig hen til et sted, hvor man ikke føler sig fodret med ske, men kan nøjes med at tage ting ind gennem porerne efter behov.

Gid man var en søstjerne.

Men det er kun det næstmest irriterende aspekt ved Samsara. Det mest irriterende er, hvor glat den er.

Hvis en film skal lære os at påskønne verden og finde os selv i altet, ville det pynte med et element af ægthed. Men fra Laos til Zanzibar – inklusive bardo-færden fra det ene liv til det andet – er der ikke lyden af en bilmotor, ikke en eneste sur person, ikke et glasskår i nogens fod.

Til gengæld går postkortsmukke, orangeklædte munke rundt i postkortsmukke etagevandfald, som helt sikkert ville være fulde af turister, hvis det ikke var, fordi filmen var lavet til netop dem: en fantasi om det renere og lykkeligere liv i fjerne egne.

Er der noget forsonende ved denne eskapistisk-spirituelle turistrejse, er det måske dens oprigtige kærlighed til et enkelt menneskeskabt under, nemlig filmen.

Den er optaget på mættet 16mm-film, indimellem kærligt forsynet med overbelyste kanter, der minder om gamle smalfilm. Hvis man har forhåndskendskab til arthouse-ikoner som Apichatpong Weerasethakul, Lisandro Alonso, Stan Brakhage og Derek Jarman, så kan man finde masser af sympatiske kærlighedserklæringer til dem.

Man skal bare vide, at disse referencepunkter er underforklarede, så man faktisk bliver nødt til at lade sindet vandre.