Sange i solen

Ved Møns klint synger en mor og to unge kvinder i solen. Stemningen er lys og let. De nyder et øjeblik uden pres fra omverdenen og egne forventninger til livet. 

Men snart er solen væk, og mørket ved de kolde klitter bliver altomsluttende. 

Kristian Sejrbo Lidegaard dimitterede i 2016 fra den alternative filmuddannelse Super16 med kortfilmen Sombra. Nu er han aktuel med den psykologiske thriller Sange i Solen, der er en udvidet version af kortfilmen. Manuskriptet har han skrevet sammen med Super16-makkeren Allan Hyde.

I en mørk skov forenes de to barndomsveninder Anna (Emma Sehested Høeg) og Julie (Victoria Carmen Sonne). Livet har ført dem vidt forskellige veje. Anna er en travl storbypige med gode karakterer, drømme om at komme ind på musikkonservatoriet og mål for livet. 

Julie derimod er virkelighedsfjern. I det isolerede miljø på Møn tumler hun med psykiske problemer og søger efter svar og mening med tilværelsen. 

Det er en interessant tematik, og skoven fungerer som et forudsigeligt, men ganske effektivt symbol på det underbevidste. I skoven har de to veninder eksistentielle samtaler. De taler om følelsen at svæve ved siden af sin egen krop, og Julie beretter om en skjult have, som kræver, at man bliver væk, før man kan finde den. 

Stilistisk er filmen spændende og har en række flotte kompositioner. I symmetriske opstillinger er personerne i bedste Wes Anderson-stil placeret i centrum. 

Der er taget interessante valg om at lade karaktererne stå med ryggen til kameraet, når de udtrykker dybe følelser. Det har en dragende effekt, når man som tilskuer får fornemmelsen af at blive lukket ude. 

Victoria Carmen Sonne er den nye stjerne i dansk film. Hun er kendt fra Rasmus Heisterbergs ungdomsdrama I blodet, aktuel i Hlynur Pálmasons Vinterbrødre, og til næste år har hun den altdominerende hovedrolle i Isabella Eklöfs makabre sommerromance Holiday. 

På Ekko Shortlist kan hun blandt andet opleves i Melon Rainbow og Happy New Years. 

I Sange i solen er hun fængslende som den sindslidende pige, der kæmper mod ensomheden og for at forstå sin plads i livet. Charlotte Munck leverer også en solid præstation som moren, der ønsker det bedste for datteren, men ikke helt forstår hendes behov. 

Mere ujævn er Emma Sehested Høegs præstation. Hun klarer ikke helt de lange, dialogtunge og dvælende scener, hvor hendes spil bliver kunstigt. 

Bedre er det i scenerne uden dialog, og særligt i tredje akt leverer Sehested en nerve, som er medrivende. 

Filmen varer kun 69 minutter, men alligevel føles den lang. Der er få karakter og en forholdsvis simpel historie, som bliver trukket ud. Dialogscener og indstillinger bliver til tider lange og kedelige. 

Filmen er klart stærkest, når der ikke er dialog. Som da Anna i sidste del hemmeligholder en chokerende viden. Filmen prøver her at bevæge sig over i en mørk og uhyggelig stemning, men bastante lydeffekter og flagremuse virker mere anmassende end uhyggelige. 

Og det virker umotiveret, da omdrejningspunktet aldrig har været en ydre trussel, men snarere en kamp i sindet.

Som instruktør har Kristian Sejrbo Lidegaards bestemt et talent, men fortællingen i Sombra fungerede bedre i det korte format. Det er glædeligt, at så mange danske instruktører i øjeblikket kaster sig ud i at lave spillefilm uden det forkromede danske filminstituts blåstempel i ryggen, men historien skal kunne bære det, og det kniber i dette tilfælde.