Santa Clarita Diet

Hvad får en knastør og lettere livstræt forstadsmor til pludselig at live op og kræve råt kød og cunnilingus i lange baner?

Det er det spændende spørgsmål i Netflix-serien Santa Clarita Diet, en sitcom-blanding af sæbeoperaen Desperate Housewives og krimi-thrilleren Dexter tilsat en anderledes udgave af tidens populære zombier.

Svaret er, at hun en dag uden nærmere forklaring dør!

Ikke den evige himmelfart, men den slags, hvor man bliver levende død i en stormflod af slimet bræk, som selv Linda Blair fra Eksorcisten ville blive forbløffet over.

Ejendomsmægleren Sheila (Drew Barrymore) bor på en identitetsløs villavej uden for Los Angeles med sin mand og arbejdspartner Joel (Timothy Olyphant) samt deres teenagedatter Abby.

Der bliver dog rusket gevaldigt op i den kedelige hverdag, da Sheila dør, får smag for menneskekød og æder deres nye kollega ved højlys dag i haven. Bortset fra den makabre sult er hun nemlig ganske normal, ja, faktisk er hun mere levende og karismatisk end før.

Derfra bliver Santa Clarita Diet kun endnu mere syret, og det er langt hen ad vejen en blodig fornøjelse.

Drew Barrymore har ikke gjort meget væsen af sig de seneste år, men serverer her veloplagte dialogperler som: ”Det føles, som om et busstoppested har skidt i min mund.”

Så er tonen ligesom sat.

Det er nemlig bare en af utallige zingers, der flyver frem og tilbage mellem hovedsageligt seriens centrale par i hvert afsnit. Kemien mellem Barrymore og Olyphant er på samme tid hverdagslig afslappet og gnistrende morsom, hvilket giver en slags troværdighed til den ellers vanvittige præmis.

Mens Drew Barrymore har mest at arbejde med som nabovenlig kannibal, der spiser fødder og fingre som snacks, får Timothy Olyphant det maksimale ud af rollen som hjælpsom ægtemand, der tager et sug på hashpiben for at bevare roen.

Han er bedst kendt for sine roller som stoisk cowboy i serierne Deadwood og Justified, men her viser han komisk timing og drilske ulvesmil. Det er meget morsomt, når han uden at fortrække en mine køber mad til sin kone hos ligsynsmanden. ”Vi vil kneppe det,” lyver han, da ligsynsmanden undrer sig over, hvad kadaveret skal bruges til.

Zombie-genren er ofte blevet brugt som metafor for mere dagligdags problemstillinger. Tænk eksempelvis på satiren over forbrugssamfundet i George A. Romeros Dawn of the Dead.

Men selv efter hele første sæsons ti afsnit af Santa Clarita Diet står det ikke ganske klart, hvad serien satiriserer over.

Det mest nærliggende ville være, at de amerikanske forstæder er en søvndyssende dødssejler, som har brug for blodig zombiesjov. Men byens indbyggere er ironisk nok for levende i deres underholdende måde at være livstrætte på.

Så måske en kommentar til, hvordan den amerikanske middelklasse kannibaliserer sig selv i forsøget på at fremstå så glittet perfekt som muligt?

Tja, serien lægger hverken brødkrummer eller bloddråber ud, som kan lede fortolkningen på rette vej. Det giver frit slag i bolledejen, men det er et irritationsmoment at skulle bruge mange kræfter på at finde en mening med galskaben.

Det gør det dog ikke mindre sjovt, når Sheila fremstår som et slags supermenneske i forfald og sine drifters vold. Der er en fascinerende modsætning i hendes hang til menneskekød og idealisme.

”Jeg går ikke med pels eller spiser folks numsehuller,” siger hun med hovedet holdt højt i sidste afsnit.

Serieskaber Victor Fresco stod bag den knap så blodige, men lige så livlige komedieserie Better Off Ted, der trods skarpe jokes blev stoppet efter to sæsoner.

Det var ærgerligt, men også udtryk for, at serien aldrig fandt en klar linje for sine morsomheder. Det kan man håbe, at Santa Clarita Diet finder i anden sæson.