Savner dig allerede

I det forgangne år krævede Hollywoods kvinder lige rettigheder og ligeløn. Fra de garvede skuespillere som Patricia Arquette, der talte dunder i sin Oscar-tale og fik Meryl Streeps pegefinger-begejstrede ”Yes!”-opbakning, til de yngre med Jennifer Lawrence i spidsen kæmpede de for flere kvindelige roller i en mandsdomineret filmbranche.

Savner dig allerede burde i den forbindelse være et kærkomment indspark. Komediedramaet er centrereret om to kvindelige hovedpersoner, de snakker primært om sygdom (ikke mænd) og i alle henseender er et skoleeksempel på en Bechdel-godkendt film.

Der er bare ét problem. Det er gudsjammerligt kedeligt. Og her må feministen krybe til korset: Stik mig til enhver tid film om to mænd, hvis det her er niveauet.

Milly (Toni Collette) og Jess (Drew Barrymore) har været veninder for evigt. De har delt tøj, hemmeligheder og livets store øjeblikke, som vi får fortalt i en alt andet end inspirerende montage i starten af komediedramaet.

Nu er de i midt-trediverne. Milly har fået et par børn, en fantastisk mand og en strålende karriere. Jess har fået en ligeså fantastisk mand og en husbåd, men det kniber med at producere de kære børn. Jess begynder på fertilitetsbehandling, men da Milly får konstateret brystkræft, må Jess tilsidesætte sine egne behov for at være der for veninden.

Savner dig allerede er den mere modne, kvindelige pendant til 50/50, der med Joseph Gordon-Levitt og Seth Rogen i hovedrollerne fortæller den samme historie om et mandligt venskab i kamp mod kræften. Men hvor 50/50 fungerer med sine kontrasterende karakterer og morsomme galgenhumor, er Savner dig allerede en bleg afart, der aldrig bliver hverken rigtigt sjov eller rigtigt sørgelig.

Toni Collette og Drew Barrymore, som hver for sig er fortrinlige skuespillere, finder aldrig samspillet, og man fornemmer ikke venskabet mellem dem. Det besværliggøres også af, at Barrymore er reduceret til en altopofrende veninde, der konstant smider alt, hvad hun har i hænderne ved det mindste bip på telefonen og tropper op med et bredt smil og hovedet på forstående skrå. Så er der mere gods i Collettes karakter, der for alvor bliver interessant, da hun har et sidespring, hvor det perfekte glansbillede krakelerer.

Men på det tidspunkt har man allerede mistet interessen.

Manuskriptforfatter Morwenna Banks forsøger at tegne et mere nuanceret billede af kræftens påvirkning ved også at inkludere familiens reaktionsmønstre, men karaktertegningen er for svag og utroværdig til, at vi for alvor bekymrer os. Millys to børn reagerer primært ved at kaste ting i hovedet på hinanden, og manden Kit forklares mest i oneliners som ”jeg kan ikke klare det mere”.

Det trækker komediedramaet i langdrag ligesom de mange scener, der udelukkende er til for at vise de fysiske mén af sygdommen, men som intet fortæller om venskabet mellem Milly og Jess. Der ligger en interessant magtbalance begravet i forholdet, hvor Milly kan kommandere rundt med Jess efter forgodtbefindende, men problematikken berøres kun flygtigt, og da der endelig kommer en konfrontation, bliver de selvfølgelig hurtigt venner igen.

For veninder er der altid for hinanden, synes mantraet at være. Og la-di-di og la-di-da, men det ville immervæk have været mere interessant, hvis instruktøren Catherine Hardwicke (Thirteen, Twilight) havde turdet grave et spadestik dybere og vise de knapt så rosenrøde sider af et venindeskab.

Kvinder er lige så interessante på det store lærred som mænd, og der bør være flere komplekse roller til kvinderne. Men stereotype venindefilm behøver vi ikke flere af.