Score: A Film Music Documentary

Forestil dig badeværelsesscenen fra Psycho – bare uden musik.

Bliver det ikke en lidt fesen oplevelse med lyden af bruseren, en nøgen Janet Leigh, en skarp køkkenkniv og lidt grove klip? Men tilføj komponisten Bernard Herrmanns urovækkende og skingre strygere, og uhyggen kryber op ad nakken. En af filmhistoriens mest ikoniske scener er født.

Instruktøren bag Score, Matt Schrader, elsker filmmusik – og hvis man som tilskuer ikke gjorde det inden, så gør man det i hvert fald, efter at man har set denne kærlige introduktion til filmmusik og håndværket bag.

Komponister, studiemusikere, instruktører, historikere og videnskabsfolk fortæller om filmmusik fra stumfilm til nu.

Det bedste er dog, når der vises klip fra film, og de kyndige folk analyserer, hvorfor det fungerer. Musikken til E.T.’s afslutning er uventet – det er storladent og drevet af adrenalin, når drengene flyver af sted på deres cykler. Men da E.T. træder ind i sit rumskab og siger farvel, ændrer musikken sig fra at være svulstig til at blive inderlig på et hjerteslag, hvilket gør det meget mere kraftfuldt og tårefremkaldende.

Hvis man aldrig før har tænkt over den musik, der ligger i baggrunden, så gør man det nu. Og igen bliver det bevist, at filmmusik gerne må høres. Som Quincy Jones siger: Musikken gør handlingen til ”emotion motion”, altså musikken skaber følelserne.

Alligevel bliver dokumentaren nogle gange lidt for overfladisk, andre gange for langtrukkent.

Rachel Portman (den eneste kvindelige komponist portrætteret) sidder ved sit klaver og improviserer til en film på computeren. Men i stedet for at give hende mulighed for at sætte ord på, hvorfor hun vælger at spille det, hun gør, fokuseres der i stedet på det tekniske aspekt.

Man kommer aldrig ind i hovedet på nogle af komponisterne. Men det er måske en umulig opgave?

Hvordan kan det være, at Jerry Goldsmith formåede at lave den skelsættende musik til Chinatown med dens klagende solotrompet på kun ti dage, hvor Tom Holkenberg, aka Junkie XL, brugte syv måneder på at lave musikken til Mad Max: Fury Road? Sidstnævnte endda med hjælp fra computer, så de utallige lag af trommer og pauker fandtes i et keyboard?

Begge soundtracks er fabelagtige, men mere graven i de store håndværksmæssige forskelle havde været interessant.

I stedet bruges der enormt lang tid på musikken til Minions, både komponisten og orkestret, der har indspillet det. Men det er alt andet lige en underlødig film og lettere ligegyldig musik.

Det lugter lidt af, at der er nogle komponister og filmfolk, der ikke har villet medvirke.

Flere komponister fremhæves for deres nyskabende og tidløse musik, blandt andet James Horner, Elmer Bernstein og Max Steiner. De er alle døde, så der bruges spændende filmklip. Men maestro Ennio Morricone er i live – hvorfor medvirker han ikke?

Det bliver næsten påfaldende skørt, da John Williams med rette hyldes i exceptionel grad – Stjernekrigen, Dødens gab, Nærkontakt af 3. grad – men ikke selv medvirker. Det tætteste, man kommer på manden, der egenhændigt skabte en symfonisk filmmusik-renæssance, er et par studiemusikere. Han hyldes af de komponister og filmfolk, der medvirker, og er ellers selv kun med på gamle, grynede arkivoptagelser.

Derudover bliver det også pinligt, at der stort set kun er tale om Hollywood-film. Hvad med Ryuichi Sakamoto, der foruden en masse film i hjemlandet Japan også har komponeret til The Revenant og Babel? Og hvad med at komme ind på Fumio Hayasakas faste samarbejde med Akira Kurosawa?

Med andre ord giver Score: A Film Music Documentary en noget begrænset indgang til filmmusik. Men alt efter udgangspunkt kan det blive en øreåbnende oplevelse.