By the Sea

By the Sea havde været en typisk fransk kunstfilm, hvis hovedrollerne ikke var blevet spillet af Brad Pitt og Angelina Jolie.

Filmen med vor tids Hollywood-stjernepar nummer ét foregår et sted ud til kysten i 1970’ernes Frankrig, hvor de som ægteparret Roland og Vanessa tilbringer sommeren. Både Brad og Angelina giver den endda ofte på fransk, når de snakker med de lokale folk. Og det gør de faktisk mere, end de reelt kommunikerer med hinanden.

Deres ægteskab er nemlig i krise. De har været gift i fjorten år, men en traumatisk hændelse har lagt sig som en dyne over deres forhold.

Formålet med turen til den franske solkyst er tilsyneladende at genfinde kemien. Men han lever op til rollen som forfejlet forfatterkliché og søger dagen lang inspiration på bunden af en flaske hos den lokale bartender, Michel (Niels Arestrup). Imens sidder hun paralyseret hjemme på hotelværelset, indtil et nygift fransk ægtepar, Lea (Mélanie Laurent) og Francois (Melvil Poupaud), flytter ind ved siden af.

Deres hvedebrødsdage står i skarp kontrast til stilstanden i Roland og Vanessas ægteskab. Det vækker Vanessas nysgerrighed, og hun begynder aktivt at observere de unge elskende.

Ligesom Angelina Jolies seneste instruktørbedrift, storproduktionen Unbroken, er By the Sea udmærket håndværk med forståelse for fotografering og klipning. Filmen føles dog en kende kønsløs og i tvivl om, hvilken historie den vil fortælle.

Modsat Unbroken, hvis manuskript var skrevet af blandt andre Coen-brødrene, har Angelina Jolie Pitt – som hun faktisk er krediteret i By the Sea – denne gang selv grebet pennen. Resultatet er en temmelig kryptisk dialog, som leveres affekteret af særligt Brad Pitt, uden at det bliver bedre af den grund.

Der står patos malet i ansigtet på ham, når han siger ting som ”vi kunne være lykkelige” eller ”jeg klarer den ikke”. Men da By the Sea ikke lader os vide, hvad parrets egentlige problem er før til allersidst, er det svært at blive påvirket af hans desperation.

Det fungerer bedre, når Jolie og Pitt hverdagshumoristisk leger med deres stjernepersona som henholdsvis utilnærmelig diva og kæk skoledreng.

”Hvad er det for lugt?” spørger hun. ”Det er havet,” svarer han, og man tager sig i at trække på smilebåndet ad de to verdensstjerners distancerede spil.

By the Sea er nærmest antitesen af Mr. & Mrs. Smith, som Pitt og Jolie mødtes under for ti år siden. Det var en eksplosiv action-blockbuster, hvor kemien mellem dem sydede ud gennem lærredet.

Men selv i de mest glamourøse parforhold må hverdagens trummerum indfinde sig før eller siden. Desværre er denne præmis ikke serveret i form af en historie, som er interessant nok til at bære en spillefilm på to timer.

Man mærker nemlig ikke – modsat mellem Brad og Angelina – at kemien mellem Roland og Vanessa nogensinde har været til stede.

Enkelte scener med de to hovedpersoner skiller sig ud – sjovt nok ofte på badeværelset. Her mærker man den intimitet, der nødvendigvis må være mellem to mennesker, som har været gift i mange år. Men disse øjeblikke er få og sjældne.

Naturligvis er det et bevidst valg, at en film om et ægteskab i koma er fortalt komatøst langsommeligt. Det ændrer dog ikke ved det faktum, at man, trods filmens fine hensigter og enkelte gode stunder, for det meste keder sig bravt.

Hvis det er sandt, at den bedste kunst kommer ud af personligt kaos, lader Angelina Jolies og Brad Pitts ægteskab til at have det helt fint.