The Seagull

Det er ikke kun den ornitologiske titel, Anton Tjekhovs første stykke Mågen – opført første gang i 1896 – har tilfælles med Henrik Ibsens Vildanden tolv år tidligere.

Ibsen var tematisk Tjekhovs forbillede med sit fokus på bristede illusioner og menneskelivets løgne. Men allerede fra dette første stykke opfinder russeren et andet dramatisk sprog med en anderledes intention. Ikke så meget håndfast realisme inden for murene som konversationsspil mellem sammenflettede personer.

De er forblændet af en verden udenfor som løsning på alle sorger, men også klaustrofobisk og evindeligt causerende fanget af deres egen narcissisme, som i Mågen kan udvikle sig til selvvalgt masochisme.

Tjekhovs teater er en melodramatisk, nærmest postmoderne blanding af humor og vemod. Et nødvendigt skær af ”så-er-det-heller-ikke-værre” skal altid være til stede i hans dramas aura.

Det er det, der gør det svært for mig at bedømme The Seagull, hvor en kvindelig skuespiller besøger sin bror på et russisk landsted. Tvetydigheden i Tjekhovs drama mangler i visse vigtige scener, hvor vi faktisk skal være i tvivl, om skal vi le eller græde.

Stykkets kernehistorie er om en aldrende skuespiller med dennes yngre forfatterelsker ude på landet blandt følsomme mænd og kvinder, som fortvivlet elsker den forkerte. Stof, der desværre alt for ofte frister til at dreje en enstrenget, tragisk kærlighedsfilm.

Stedets to unge mennesker får i den grad en krank skæbne som henholdsvis talentløs skuespiller og småfalleret forfatter. Først og fremmest den udstødte rustikke ingenue Nina, der af Saoirse Ronan bliver fremstillet lidt for meget på ungpige-rutinen, mere som stakkels forført og forladt end som skuespillets såre dumme, drømmende gås.

Ninas uheldige bejler – hussønnen og forfatterspiren Konstantin – bliver meget kunstnermanieret romantisk spillet af Belly Howle. I filmen er han en obsternasig og trodsig antihelt, mens han hos Tjekhov er et selvmorderisk, vatpikket pjok.

Derimod serverer Annette Bening suverænt handlingens iscenesatte primadonnanykker tilsat den skødesløse pragmatisme, som den slags intrigante kvinder har hos den russiske forfatter.

Desuden skal Elisabeth Moss fremhæves med sin fortolkning af den alkoholiserede, men også latterlige Masha, der har en kronisk offermentalitet på størrelse med Moskva og omegn. Jon Tenney er også god som Dr. Dorn, forfatterens alter ego, der har set verden begynde og emmer af menneskelig rummelighed.

Den altid seværdige karakterskuespiller Brian Dennehy er onklen med et forspildt liv i justitsministeriet, nu døende på divanen som en indtørret kæmpeblinis.

Men alt i alt er det Tjekhov light.

Så er man nysgerrig efter, hvordan han kan spilles brillant på film med sine geniale ord og sigende pauser, fuldstændigt fri for løgkupler, slæder i sne og trofaste livegne, vil jeg stærkt anbefale Louis Malles sidste film, Vanya on 42nd Street fra 1994.

Michael Mayer (Spring Awakening) har sat The Seagull op med smukke billeder og smukke mennesker.

Bøhlandet, som på teatret er et helvede med de andre, er i filmen forvandlet til delikat landsted sovset ind i den russiske salat, vi kender fra Doktor Zivago. Te i høje glas i sølvstativ, vodka til alle tider, kaviar i utide, slavisk vemod over smukke vidder og nostalgisk klavermusik til kvinder og mænd i fin de siècle-tøj af silke og hør, korset og stråhat. Naturligvis serviceret af folkloristisk tyende under Zarrigets sidste solskin.

Det er det gode gamle Rusland, Hollywood har elsket, siden Lenin og Oktoberrevolutionen gjorde nationen til Amerikas fjende nummer et. En passion, som måske igen er blusset op med Vladimir Putin og kompagni. Underholdende, men langt fra sofistiske Tjekhov, hvor det gør ondt, mens man ler.