The Second Best Exotic Marigold Hotel

Når The Best Exotic Marigold Hotel indspillede 140 millioner dollars på verdensplan, kan man godt forstå, at idéen om en fortsættelse dukkede op.

John Maddens (Shakespeare in Love) film om en gruppe britiske pensionister, der uafhængigt af hinanden og af forskellige årsager pakker sydfrugterne og drager til Indien, er en sød og atypisk coming-of-age-komedie for voksne med nogle af Englands bedste skuespillere.

Judi Dench, Bill Nighy, Maggie Smith, Ronald Pickup, Celia Imrie og Penelope Wilton leverede toppræstationer og fik utvivlsomt billetsalget til at stige med deres blotte navne på plakaten.

At det hyggelige senior-ensemble indvilligede i en genforening, er måske nok den største drivkraft bag toeren.

Men desværre ligger det lige til højrebenet at gribe titlens muligvis tilsigtede ironi og slå fast, at The Second Best Marigold Hotel er netop dette – næstbedst.

Filmen tager fat, hvor dens forgænger slap: Hotellets fremtid er sikret, og dets beboere er lykkelige. Og det er ironisk nok et problematisk sted at starte, for hvor er historien, hvis alle konflikter synes udglattede?

Evelyn (Dench) og Douglas (Nighy) har fundet arbejde og fortsætter deres diskrete flirten, mens casanovaen Norman (Pickup) og hans kæreste Carol (Diana Hardcastle) forsøger at finde sig tilrette i monogamiets bittersøde favntag. Og Madge (Imrie) har svært ved at vælge mellem sine indiske bejlere.

Dramaet udspiller sig i det små, og man bliver noget frustreret over handlingens døsige tempo.

Selvom det til en vis grad er del af filmens charme, burde især Evelyn og Douglas se at gøre noget ved de undertrykte følelser i stedet for at omgås hinanden som usikre teenagere gennem samtlige 122 minutter.

Der lægges dog ud med højt humør og fart over feltet: Sonny Kapoor (Dev Patel) og Muriel Donnelly (Maggie Smith), der i etteren endte med at blive assisterende direktør, er rejst til USA for at bejle til en mulig investor i drømmen om at udvide hotelkæden med The Second Best Exotic Marigold Hotel.

Og her skal filmen roses for at vælge et alternativ til den mest indlysende konflikt, som nok ville være at true hotellets eksistens med en toptjekket, nyetableret konkurrent. Ligesom publikum charmeres de amerikanske forretningsmænd af den ukueligt optimistiske ildsjæl, der taler som et vandfald, og den konservative, men bestemt ikke humorforladte, britiske dame.

Med beskeden om at firmaet inden længe vil sende en undercover-inspektør til hotellet, vender det umage makkerpar forhåbningsfuldt snuden hjemad mod Jaipur, hvor forberedelserne til Sonny og Suneinas bryllup er i fuld gang.

Der går ikke længe, før to nye gæster tjekker ind, og filmen spiller sit silver fox-trumfkort i form af kvindebedåreren Richard Gere. Han er den aldrende forfatter Guy Chambers, der er kommet til Indien for at skrive om livets afslutning.

Meget apropos spøges der lige rigeligt med døden i kliché-poetiske vendinger, som skulle samtlige beboere graves ned i morgen. Selvironien er velplaceret, men kammer over i replikker som: ”Der er intet, jeg beundrer mere, end når nogen planter træer, under hvis blade de måske aldrig kommer til at sidde.”

En desperat Sonny, der mener at have afsløret Chambers som den udsendte inspektør, sætter himmel og jord i bevægelse for at give forfatteren det bedst tænkelige ophold og forsømmer herved sin forlovede og deres bryllupsforberedelser.

Filmens styrke ligger i den gnistrende autentiske kemi mellem de bærende roller. Man er ikke et sekund i tvivl om, at de nyder hinandens selskab både foran kameraet og bag kulisserne. For publikum bliver det et hyggeligt, men langtrukkent gensyn med lidt for mange misforståelsesforviklinger og salvelsesfyldt voice-over.