Secrets of Playboy

I 70’erne var det tid til at gøre op med den undertrykkende, kristne seksualmoral. I stedet for at skamme sig over sin natur gjaldt det nu om at dyrke den i så ekstrem grad som muligt.

Magasinmogulen Hugh Hefner klædte servitricer ud som sexede kaniner og inviterede alle sine rige venner til fest i et palæ fyldt med blonde fotomodeller.

Fri sex til alle.

Men kort efter den 91-årige Playboy-stifters død i 2017 begyndte #MeToo-bevægelsen. Sex var mest frit for de rige mænd og knap så meget for de kaninklædte.

I instruktørerne Alexandra Dean og Arlene Nelsons dokumentarserie fortæller kvinder i forskellige aldre om deres tid på Playboy-klubberne og det berygtede Playboy Mansion i løbet af fem årtier.

Og der er et særligt fokus på bagmanden Hefner, der benyttede sit magasins modeller som et personligt harem og ifølge kvinderne både manipulerede og udnyttede dem seksuelt.

Hvert af de ti afsnit fungerer som et nyt anklagepunkt, hvor der procederes for sagen med tågede rekonstruktioner, interviews og arkivklip med Hugh Hefner.

Langt de fleste af anklagerne er overbevisende og tegner et uhyggeligt billede af sexpalæet. Her blev kvinder spillet ud mod hinanden, presset til at have orgier og drevet til selvmord i deres forsøg på at være loyale over for faderfiguren fra helvede.

Dokumentaren sparker dog en åben dør ind i forhold til Hugh Hefner. Stifteren, som sammenlignede sig selv med Jesus og sine mange kærester med slik, har for længst mistet sin idolstatus. Et sløvt tempo med de største afsløringer gemt til sidst bevirker også, at serien bliver en noget langtrukken affære med en del påstande, som ikke efterprøves.

Secrets of Playboy er langt stærkere, når den interesserer sig for kvindernes historier og den kultur, som muliggjorde, at mange af dem blev hos Playboy på trods af psykisk og fysisk nedbrydelse.

Serien fik i januar premiere på den amerikanske tv-kanal A&E, og herhjemme vil den kunne ses på DRTV og DR2 til sommer.

Sensationelt har instruktørerne fået Hefners yndlingskæreste fra slutningen af 70’erne i tale. Sondra Theodore har indtil nu været loyal mod ekskæresten, men nu fortæller den blide, aldrende kvinde hjerteskærende, hvordan hun forelskede sig i Hugh Hefner.

Han fik hende til at føle sig så speciel, at hun lod sig overtale til orgier, dyresex og narkotransport.

Theodore tegner et detaljeret billede af 70’ernes seksuelle revolution, hvor Hefner var en slags helteskikkelse, der kækt smilende sagde: ”Pæne piger kan også godt lide sex.”

Men inden nogen nåede at spørge, hvem de pæne piger havde lyst til at have sex med, solgte såkaldte playmate-modeller idealet om, at frihed er at bolle med en rig, gammel mand.

Grænsen mellem seksuel frigørelse og seksuel udnyttelse blev lige så tynd som taljerne på kaninkvinderne. De skulle gøre alt, hvad de berømte kunder havde lyst til, og hvis de tog på i vægt, blev de slet og ret fyret.

Det er tragisk at høre, hvordan afroamerikanske Jaki Nett i 1967 så sit kostume som et symbol på selvstændighed. Dengang var velbetalte jobs til kvinder sjældne, og klubben var en af de få arbejdspladser uden raceadskillelse.

Men selv om Nett var beskyttet inde på klubben, var der ingen hjælp efter lukketid, hvor hun og uhyggeligt mange kvinder blev voldtaget af kunder.

Et af problemerne for #MeToo-bevægelsen har været, at især kunst- og underholdningsbranchen er præget af en 70’er-mentalitet med total kunstnerisk og seksuel frihed for enhver pris. Efter denne dokumentar må vi nødvendigvis spørge: Frihed for hvem?