Selma

Demonstrationsmarchen fra Selma til Montgomery i Alabama var et vendepunkt for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Hele nationen så forfærdet med, da lokale politibetjente angreb de fredelige demonstranter for åben skærm.

Englænderen David Oyelowo er bydende kraftfuld som marchens frontfigur Martin Luther King Jr. i en respektindgydende præstation. Og mange har udnævnt hans manglende Oscar-nominering som ceremoniens største smutter i år.

Helt så vidt behøver man dog ikke gå for at anerkende hans arbejde med rollen.

Brandtalerne fra prædikestolen, holdt med indædt gestikuleren og en sofistikeret, drævende sydstatsaccent, er så opildnende, at man lynhurtigt glemmer, at King-familien ikke ville give tilladelse til at bruge de originale taler.

Oyelowo er dog mindst lige så indtrængende i mere afdæmpede scener, som da han først i filmen forklarer sin organisations strategi: ”Vi forhandler. Vi demonstrerer. Vi gør modstand.” Allerhelst med medierne på sidelinjerne, så politivold mod sorte lander direkte på forsiden.

Den strategi giver dog ikke pote hos den bramfri præsident Lyndon B. Johnson (Tom Wilkinson). Men King og hans kampagne presser på, og præsidenten er tvunget til at reagere.

Første gang bliver det et nej, anden gang pudser han FBI på King. Men tredje gang går han i rette med Alabama-senatoren George Wallace, der nægter at beskytte demonstranterne mod sheriffen Jim Clark – som ikke lige frem omtales flatterende i lokalområdet:

”Hvis Jesus og Elvis gik op til Jim Clark og bad ham behandle niggerne ordentligt, ville han tæske dem sønder og sammen og smide dem begge i fængsel.”

Instruktør Ava DuVernay holder et sikkert greb om sine skuespillere. Hun lokker stærke præstationer fra biroller som Wendell Pierce i rollen som aktivisten Hosea Williams og særligt Carmen Ejogo, der spiller Kings kone Coretta med stoisk ro og stålsat overbærenhed over for sin mands berygtede affærer.

Mere problematisk er DuVernays tendens til at svælge i scener med politisk vold, iscenesat i slowmotion og med granatchok-lydeffekter for at slå publikums sympati fast med syvtommersøm.

Det ses allertydeligst i den indledende gengivelse af det berømte bombeattentat mod en kirke i Birmingham, Alabama, der kostede fire piger livet. Eksplosionen er øresønderrivende og abrupt – et ekspressivt iscenesat inferno, hvor træstumper og pigernes kjoler svæver langsomt forbi kameraet.

Det er effektivt, men også stærkt manipulerende. Ikke mindst når man ved, at der er fiflet med kronologien: Attentatet blev begået i 1963, men den nævnte scene foregår i 1964.

Årstalsrytteri er ganske vist letkøbt kritik. Men det virker belastende i scene efter scene at blive mindet om, hvem der er de gode og onde i konflikten, når nu vi på intet tidspunkt bliver i tvivl.

Den engelske debutant Paul Webb har skrevet et til tider medrivende manuskript. Men desværre ender det et ubehjælpsomt sted mellem fugl og fisk i forsøget på både at tegne et intimt portræt af en stor mand og et fyldestgørende portræt af en stor begivenhed.

Derudover har filmskaberne ambition om at lave såvel en historisk som en aktuel problemfilm. DuVernays tendens til at udbasunere sin retfærdige forargelse kan virke enerverende, men racespændingerne i det amerikanske samfund taget i betragtning er den netop det: retfærdig.

Når filmen vil have det hele med på lidt over to timer, resulterer det desværre i løst sammenhængende punktnedslag – og det sker på bekostning af karakterudvikling. Det gør filmen mindre interessant end en leksikon-artikel om samme emne – som det i øvrigt anbefales, at man har læst på forhånd for at få det hele med.