Selvhenter

”Jeg tror også, at dit mandesyn måske kunne trænge til lidt pik,” siger Magnus Millang helt i starten af Selvhenter.

Og man tænker, at så er stilen ligesom lagt. Det her er dansk komik, som vi kender det – rapt, indimellem sjovt, men mest bare plat og overfladisk.

Kan man holde en hel film ud på den måde? Svaret er nej. Men Selvhenter er faktisk heller ikke sådan en film, selv om den ligner.

Her er skamløs og usømmelig omgang med lig og trampen rundt i familietragedier. En stor del af spilletiden er brugt på en helt forudsigelig udstilling af reklamebranchens medarbejdere. Den smider oven i købet drengerøvsdruk og lidt lokalkolorit fra Spanien og Frankrig oveni, så fordommene er helt på plads.

Alligevel bliver filmen nær, vedkommende og faktisk til sidst også rørende.

Brødreparret Magnus og Emil Millang, som har skrevet det afsindigt gode manuskript, og som i filmen spiller versioner af sig selv, har fundet en imponerende balance. De fortæller historien, som både har dybde og noget på hjerte, på en virkelig morsom måde.

Det er ellers en brutal fortælling. Magnus og Emils far er død i Spanien, og hans lig skal sendes til Danmark. Det koster den nette sum af 75.000 kroner, og Magnus er ved selv at få hjertestop, da han hører det i den lille landsbykirke, hvor faren ligger på lit de parade under et lagen.

Han har hele sit liv fusket og hustlet sig igennem, og han troede også, at han kunne gøre det her. Men den døde far skal snart vise sig at være en, bogstavelig talt, tung byrde. I desperation beslutter Magnus nemlig, at de to brødre skal køre faren hjem i den bil, de har lejet i lufthavnen.

Men også her sparer han. Så liget skal fragtes hjem i en Smart Car.

I en af de første scener med liget bliver det helt grotesk og grænseoverskridende. Magnus slipper den døde fars skuldre, da brødrene bærer afdøde ud, fordi han skal slå ud med armene. Farens hoved lander med en stump lyd på et stengulv. Man krymper sig. Men filmen igennem formår Magnus Millang, der også står for instruktionen, at dosere det ulækre, så det ikke bliver for meget – heller ikke, da vi når til den nærmest ikoniske dybfryser, som er med i alle film om lig.

Men Selvhenter er på et højere niveau end den slags film plejer at være, for historien er decideret dyb.

Den afdøde far var alkoholiker og svigtede sine drenge. Det har spillet dem ud mod hinanden, så måske er hjemrejsen også en mulighed for forsoning? De lag i historien – ensomhed i et broderforhold, ar på sjælen fra barndommen, skyld, tilgivelse – bliver alle sammen foldet helt ud i filmen.

Et af højdepunkterne er en scene i lufthavnen, hvor den ene bror omsider tager bladet fra munden og giver den anden tørt på. Og man får så ondt af ham, altså den ”onde” bror, at man næsten ikke ved, hvor man skal gøre af sig selv.

At filmen ender med at stikke i hjertet, skyldes ikke mindst de to brødres skuespil – og samspil.

Magnus Millang er hylende morsom i det meste af filmen, men hans spil har også klange af selvmedlidende melankoli. Emil Millang spiller konsekvent så følsom og sårbar, at man mistænker ham for måske at være det i virkeligheden – og også han er morsom, men på en mere underspillet måde.

Og bliv endelig siddende i biografen, for Millang har gemt sin sjoveste scene til sidst.

Igennem hele filmen har reklamebureauret fremhævet Dar Salim som indbegrebet af en flot og følsom mand. Men da han endelig toner frem på lærredet som ansigtet på tandsmør, viser han sig at være en arrogant skiderik. Så meget for den moderne mand!

Selvhenter er en ægte komedie, der fiser op igennem Europa – med biljagter og det hele – men med den gravalvorlige døds eksistentielle spørgsmål lurende i tagboksen.