Ser du månen, Daniel

Alfred Hitchcock sagde engang, at man ikke skal spilde det store totalbillede på at orientere publikum, men holde det tilbage for at skabe en dramatisk effekt.

Derfor ser vi først hele baggården i Rear Window, da spændingen spidser til, og på samme vis ser vi først Rye-familiens hus markant højt oppefra et godt stykke inde i historien om den kidnappede danske fotograf Daniel Rye.

Det lille parcelhus ligger midt i den jyske landidyl, men i fugleperspektiv mærker vi dets udsathed. Her serveres dramaet i en nøddeskal: Kernefamilien, ramt af en barsk krig meget langt væk, er dybest set overladt til sig selv.

I velfærdssamfundet med et sikkerhedsnet spændt ud under borgerne kan det være svært at finde store fortællinger.

Men er du så uheldig at blive kidnappet af en terrororganisation, er du på herrens mark. Staten forhandler ikke med gidseltagere, og Daniels familie må tage sagen i egen hånd sammen med en privat gidselforhandler (spillet af medinstruktør Anders W. Berthelsen).

Det er rørende og nervepirrende, da mor Susanne, far Kjeld, lillesøster Christina og især storesøster Anita træder i karakter for at indsamle de mange penge, som Islamisk Stat forlanger for at frigive Daniel. Også selv om Daniel vel dybest set er en lykkeridder, som uden erfaring begiver sig ind i et livsfarligt område i Syrien for at gøre et scoop, der kan kickstarte hans karriere som fotograf.

Den lille mands kamp imod en overmagt ligger til højrebenet for instruktøren Niels Arden Oplev, der har fået os til at heppe på en drengs oprør mod et undertrykkende skolesystem (Drømmen) og en punkerkvindes hævn over patriarkatet (Mænd der hader kvinder).

I Ser du månen, Daniel springer han mellem Daniels tilfangetagelse og forsøg på at overleve under umenneskelige forhold med andre journalister i Syrien og familien hjemme i det fredelige Danmark.

Det er to forskellige verdener – på samme måde som Niels Arden Oplev tidligere netop i filmen To verdener skildrer religiøs fundamentalisme kontra det almindelige hverdags-Danmark.

Ser du månen, Daniel er to forskellige film i én. Men instruktøren og manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen udnytter effektivt kløften mellem de to virkeligheder og gør den til en pointe i sig selv.

Det samme gjorde Tobias Lindholm i Krigen og gidseldramaet Kapringen, men Niels Arden er en potent fortæller, der – på lynvisit fra Hollywood – ikke går af vejen for at trykke på følelsesknapperne og suge publikum ind i dramaet.

Skuespillet er i særklasse.

Hvis man havde noget svært ved at tro på Esben Smed som Lykke-Per, er han til gengæld helt overbevisende som den naive eksgymnast, der takket være sin fysik er i stand til at overleve 398 dages fangenskab. Jens Jørn Spottag inkarnerer den rare far, som har svært ved at klare presset.

Og så er der girl power for alle pengene, når Sofie Torp i sin første spillefilm brager igennem som den heltemodige storesøster. Christiane Gjellerup Koch spiller den forsagte mor, som, da al håb er ude, forsøger at overtale en rigmand (Henrik Birch) til at støtte indsamlingen og dermed redde sønnens liv.

Det er filmens bedste scene, der som flere andre hændelser i filmen dog ikke har fundet sted i virkeligheden.

Hvor Puk Damsgårds bestseller dokumenterer sagsforløbet, tager filmskaberne sig friheder for at fortælle, hvad man diplomatisk kan kalde den kunstneriske sandhed.

Det er historien om næstekærlighed i en afstumpet verden: Vi kan redde hinanden, hvis vi står sammen. Selv den barbariske terrorist får lov til at vise et øjebliks menneskelighed.

Amerikaneren James Foley blev ikke reddet. Han tilfører gidselgruppen et sammenhold, da han smides i Daniels fangehul. Filmen er lidt for ivrig efter at hylde ham og køre sig i stilling til Oscar-ræset, men det er skønhedsfejl i et dansk drama af sjælden styrke.