Serial – sæson 2

23-årige Bowe Bergdahl har udtænkt en plan. Han har brug for at henlede opmærksomheden på den dårlige ledelse, han har været udsat for.

Han vil lave en ”Dustwun”, som er det amerikanske militærs kodesignal for en soldats forsvinden, og som igangsætter en større militær operation. Alle led, inklusive CIA, bliver briefet. Når han så dukker op i nabolejren 24 timer senere, vil alle snakke om det, og han vil få lov til at tale med en general.

Det er planen i al sin enkelhed.

Den unge, amerikanske soldat sniger sig ud af lejren, men omkring tyve minutter senere falder planen fra hinanden: Han står mutters alene i en ørken i et fremmed land, hvor han ikke kan sproget, og hvor alle er ude på at dræbe ham.

I 2009 forsvinder Bergdahl fra sin udpost i det østlige Afghanistan. Som den første amerikanske soldat bliver Bergdahl kidnappet af Taleban, og han løslades først i 2014 mod fem indsatte fra Guantanamo-fængslet.

Hvad der skete, og hvilke konsekvenser Bergdahls beslutning har medført, har producer Sarah Koenig sat sig for at finde ud af i anden sæson af den enormt populære podcast, Serial.

Bergdahl har siden sin løsladelse nægtet at tale med pressen, men i foråret finder Koenig ud af, at der er en undtagelse: manuskriptforfatteren Mark Boal (The Hurt Locker, Zero Dark Thirty). Igennem et år har de to haft telefonisk kontakt, og det er de 25 timers optagelser, der er kernen i anden sæson af Serial.

Noget af et scoop, men der er også en bagside.

Hvor Koenig er den fødte historiefortæller med en stemme så blød og rund som lagret cognac, er Boal en mere kantet, monoton én af slagsen. For det meste lyder han meget træt, imens man hører ham hamre hårdt i tastaturet. Boal er som en journalist, der stiller kritiske spørgsmål, men man aner ikke den oprigtige bekymring for hovedpersonen, som Koenig til gengæld har i overflod.

Der mangler kort sagt den helt særlige form for intimitet, som kom så klart igennem æteren i første sæson. Når Koenig snakkede med Sayed, stod verden stille, og hendes sitrende nærvær blev mimet af lytterne.

Anden sæson af Serial har samtidig en anden struktur. Koenig forklarer det ved hjælp af en børnebog, hvor man starter med at se en lille detalje af et billede, og for hver side bliver der zoomet yderligere ud, indtil man til sidst ser helheden.

Første afsnit går tæt på Bergdahl og den skæbnesvangre nat. Koenig taler med andre soldater i delingen og forsøger at tegne et billede af landskabet, den hårde natur og Bergdahls rute til nabolejren. Det bliver noget informationstungt, og man bliver først rigtig grebet, da man hen imod slutningen hører en svag, knitrende forbindelse gå igennem til manden med det opdigtede navn, Mujahid Rahman.

”Det er mig, der taler med Taleban,” forklarer Koenig i Serials vanlige cliffhanger-stil.

Mark Boal har hyret den afghanske reporter Sami Yousafzai til at interviewe ledende taleban-krigere, og det er både nervepirrende og morsomt at høre Talebans side af sagen i andet afsnit.

En taleban-kriger fortæller, hvordan de troede, at han kunne karate og derfor var bange for ham. En anden talebaner siger, at de troede, han var fuld, selv om han indrømmer, han aldrig har set en fuld person før.

Mest er de bare forbløffede over deres held og ser Bergdahl som en gave fra Allah.

Det er sådanne øjenåbnende interviews, der gør anden sæson af Serial værd at lytte til. Koenig er eminent til at få personer til at åbne sig, og hendes vanlige metakommentarer til os lyttere er stadig i særklasse. Som da Yousafzai fortæller om taleban-krigeren Hilal, og Koenig griner lidt tøvende: ”Jeg griner her, som om jeg forstår joken. Det gør jeg ikke.”

Der er endnu ikke sat et antal afsnit på den nye sæson af Serial, men det er sikkert, at zoom-bevægelsen kommer til at runde Bergdahls kritik af den dårlige ledelse. Vi får også en afdækning af, hvilke forhold de amerikanske soldater levede under i det år, hvor Bergdahl var udsendt. Spørgsmålet er blot, hvor højt op i systemet Koenig kan komme.