The Sessions

Hvis man studerer, hvilke film der vinder Oscars og lignende priser – især i USA – står det hurtigt klart, at stemmeafgiverne elsker film om autentiske mennesker, der med varme, humor og mod overkommer hindringer som mentale problemer (Et smukt sind), fysisk handicap (Min venstre fod, Coming Home) eller god gammeldags social skævvridning (Erin Brockovich).

På papiret er The Sessions således ultimativ prisuddelings- madding. Den respekterede, men også lidt oversete karakterskuespiller John Hawkes spiller hovedrollen som den autentiske Mark O’Brien, en sympatisk digter, der lider af polio og har levet langt de fleste af sine 38 år med en jernlunge. Mark er inkarneret katolik, men ingen helgen. Han er en bundærlig, almindelig og let usikker fyr, der kun har ét ønske: at miste sin mødom, før han dør. Et mål, han rettidigt indfrier med hjælp fra sex-terapeuten Cheryl (Helen Hunt).

Når man tænker på, hvor varm, trist og tiltalende The Sessions er, er det et mysterium, at filmen kun fik én eneste Oscar-nominering, for netop Helen Hunts birolle. Konkurrencen var barsk i år, men måske skyldes det også, at filmens emne simpelthen er for pinligt eller akavet for mange i Akademiet. Den behandler sine seksuelle tematikker med behørig takt, men med de ret direkte skildringer af for tidlig ejakulation, oralsex (der er afsættet for en af filmens mest vellykkede jokes) og sex med prismærke på er The Sessions lige så ublufærdig som den kønne, naturlige Cheryl, der omhyggeligt forklarer, at forskellen mellem en sexterapeut og en prostitueret er, at hun ikke er interesseret i faste kunder. Mark kan kun få seks sessioner med hende.

Mark selv kæmper med skam og skyld, ikke mindst forårsaget af en streng katolsk opdragelse. Instruktør Ben Lewin undgår på intelligent vis at forfalde til alt for meget voice-over ved at udforske Marks følelser og tanker i hans skriftemål hos Father Brendan (William H. Macy), formentlig den sejeste præst i nyere filmhistorie. Han giver Mark det afgørende skub mod at springe ud i det og hyre en sexterapeut, selvom det betyder, at han skal bedrive hor uden for ægte- sengen. ”Jeg har på fornemmelsen, at Gud lader dig få en fribillet lige i den her omgang,” siger han lakonisk.

The Sessions handler om en person, der betaler for sex, men uventet bliver det også en historie om kærligheden i alle sine komplicerede, ukonventionelle manifestationer.

Mark og Cheryl falder en lille smule for hinanden – eller det vil sige, han falder pladask, hvilket hun prøver at afvise som ”overføring”. Udviklingen overrumpler dem begge.

Filmen er dog mindst lige så vedkommende i sin skildring af mere platoniske former for kærlighed, særligt mellem Mark og hans forskellige plejere, som den kontante Vera (Moon Bloodgood med vidunderligt deadpan-spil), tyksakken Rod (W. Earl Brown) og den lidt nervøst anlagte Amanda (Annika Marks), der flipper ud, da Mark frier til hende.

Og samtidig – i et par få, men lysende scener – kommer manuskriptet omkring de komplekse lag af ømhed, der er i Cheryls forhold til hendes arbejdsløse (pseudo-) filosof af en mand (Adam Arkin). 

Som instruktør er Lewin en smule træg og tv-agtig, men der er ikke noget at udsætte på hans hengivenhed over for karaktererne og evne til at instruere skuespillerne, der alle leverer sublime præstationer, særligt Hawkes, som med ikke meget mere end et par sjælfulde øjne og en forreven stemme puster liv i sin karakter. I den lille, men vigtige kanon af skuespillere, som agerer personer med begrænset mobilitet, vil hans præstation stå som en af de ypperste.