Sexanklagerne mod R. Kelly

Amerikanske tv-kanalers dokumentarer er sjældent seværdige. På grund af reklamepauser er de fastlåst i en dramaturgisk formel, der bygger op til klimaks hvert tiende minut, så seerne bliver hængende efter reklamerne.

Således også tv-kanalen Lifetimes dokumentarserie Sexanklagerne mod R. Kelly, der benytter sig af gængs montageteknik til at indfange monsteret R. Kelly på absolut ensidig vis. Men tv-landskabet ændrer sig i disse år, hvilket heldigvis også er synligt.

HBO og Netflix har vist, at dokumentarserier på op til ti timer kan fange både seere og præsidenter og skabe grobund for vigtige samfundsdebatter, da de via deres længde har tid til at fordybe sig i forhold, der ligger uden for hovedkonflikten.

Afsmitningen så vi i ESPN’s mesterlige O.J.: Made in America, der via århundredets retssag også fortalte historien om USA’s raceproblematik.

Og nu får vi i Sexanklagerne mod R. Kelly ikke kun kvalmefremkaldende beretninger om overgreb, men også raceproblematik og det mest overbevisende argument for det umulige i at adskille kunsten og kunstneren.

Dokumentarserien i seks afsnit, der kan ses på DRTV, er intet mindre end gruopvækkende.

Den ene kvinde efter den anden toner frem og beretter om både fysisk og psykisk misbrug begået af R. Kelly, men samtidig fortæller musikjournalister om det gigantiske sangtalent. R. Kelly medvirker ikke selv i dokumentaren, via arkivmateriale følger vi hans kometagtige karriere fra 90’erne til i dag, mens hans sorte, kvindelige ofre bare bliver flere og flere.

Det er stærke kvinder. De sidder ranke i farvestrålende jakkesæt og fortæller om de mest horrible detaljer, mens de forsøger at holde de tårer inde, der efterhånden danner striber i deres perfekte makeup.

Det er som at se krigsveteraner med granatchok.

For nogle af kvinderne er traumet over tyve år gammelt, mens det for andre er dugfriskt. Men begivenhederne er malet i deres ansigter, som fortæller, hvorledes overgreb fæstner sig i bevidstheden for bestandig.

Hvordan kan sådanne powerkvinder blive fanget i årelange, voldelige forhold?

Adskillige psykologer og kriminologer interviewes om de psykologiske mekanismer og guider os igennem misbrugsjunglen.

Over 50 personer er blevet interviewet til dokumentaren, heriblandt R. Kellys tourmanager.

”Oh man, vi besøgte et utal af storcentre,” siger han, og flere kvinder fortæller, hvordan de blev duperet over pludselig at se selveste R. Kelly i deres storcenter. Aldersmæssigt er de fra tolv til nitten år og ofte aspirerende sangere. R. Kelly lovpriser dem og vil hjælpe med deres karriere.

Men hvis de virkelig elsker ham, vil de også gøre, hvad han beder om. Som eksempelvis at kalde ham ”daddy”, når de har sex, eller slet og ret kalde ham det hele tiden. Han skal også have bedt nogle om at afstå kontakt med deres familie. Og sidde på deres værelse og banke, hvis de vil have mad eller skal på toilettet.

Lisa Van Allen, der var hovedvidne i R. Kellys retssag om børnepornografi, fortæller, hvorledes hun følte sig speciel, da Kelly tager den syttenårige teenager med til en prisuddeling. Men da de kommer hjem, venter en pige, som R. Kelly forklarer, at hun skal have sex med. Det viser sig, at pigen er fjorten år.

Da et videobånd med hardcore-pornografi bliver publiceret, genkender Van Allen den pige, som R. Kelly urinerer i munden på. Det er den samme pige.

Men da anklagerne kommer, udgiver R. Kelly to af sine største hits: Ignition og The World’s Greatest. Han bliver hyldet som den største nulevende R’n’B-stjerne.

R. Kellys persona er lige dele bad boy og Jesus-figur. I Believe I Can Fly bliver sunget i kirken og børnehaver, på skoler og gymnasier, i den sorte befolkning. Kellys opløftende sange er en del af den sorte kulturarv på samme måde som Michael Jacksons, som han for øvrigt også skrev et nummer til med den tankevækkende titel: You Are Not Alone.

Kunstneren kan skjule sine overgreb bag berømmelsen, da vi nægter at opgive de værker, som vi har kær. Hvilket kan overføres til alle kunstarter. Så længe vi ophøjer kunsten, beskytter vi også kunstneren.

R. Kelly blev i øvrigt frifundet i sagen om børnepornografi. Ligesom han er blevet det i alle de andre sager om seksuelle overgreb gennem de seneste tyve år.

Efter dokumentaren er han blevet tiltalt for seksuelt misbrug af fire piger: to på seksten år, én mellem fjorten og seksten og én på 24. Statsanklageren har efter sigende et videobånd, der skulle vise R. Kelly have sex med en fjortenårig pige.

Den oprørende historie fortsætter.