Sharp Stick

Sarah Jos mor ved nok, hvordan man får en mand på krogen. Man skal bare se ham i øjnene og spørge: ”Synes du, jeg er smuk?”

Men da Sarah Jo stiller Josh – faren til den Downs-dreng, hun er omsorgsperson for, det magiske spørgsmål – bliver han helt forfjamsket. Med sin forsagte mine og lillepigelook – striksweater, nysselig nederdel og hårbånd – har hun virket som en datter.

Nu står den 26-årige kvinde i bryggerset og beder ham tage hendes mødom, mens hendes tragiske historie om at måtte få en hysterektomi som femtenårig og gå i overgangsalder som syttenårig fosser ud af hende.

Indtil hun runder stakåndet af: ”Jeg beder dig jo bare om denne her lille ting!”

Det er en klassisk Lena Dunham-scene: en indadskuende neurotiker, der vil kommunikere alt på en gang uden at ænse, om nogen lytter.

Og da Josh giver efter, men kommer allerede efter de første par stød, vender dynamikken på en tallerken. Han undskylder skamfuldt, mens hun er utålmodig efter at prøve igen. Inden længe forsøger de fnisende at holde deres affære hemmelig for Josh’ højgravide kone Heather.

Hun spilles af Lena Dunham, der både har skrevet og instrueret Sharp Stick. Det er hendes første film siden Tiny Furniture fra 2012 og hendes første store fiktionsprojekt, siden det sidste afsnit af generationsportrættet Girls løb over skærmen i 2017.

Der har været store forventninger knyttet til filmen, som havde premiere på Sundance-filmfestivalen i weekenden. Også selv om Lena Dunhans stjerne i årevis har været nedadgående.

Hendes opfølger til Girls – serien Camping – var en kritikerfiasko. Gamle historier om henkastet racisme kogte over, da hun samtidig skrev et brev til forsvar for en mandlig samarbejdspartner, der var anklaget for et seksuelt overgreb – mens #MeToo-bølgerne gik højest.

Undervejs er Lena Dunham blevet så vant til at gå bodsgang på Twitter, at hendes undskyldninger er blevet til en vittighed i sig selv.

Men Sharp Stick slår endnu engang fast, at hun er en rasende dygtig filmskaber med en god sans for skarp dialog og morsomme situationer. Budskabet er, som vi kender det: Kvinde, nyd din krop!

Sarah Jo har siddet fast i den samme trummerum siden teenageårene, og hun er ikke den eneste i filmen, der er stødt følelsesmæssigt på grund. Hendes mandebitre mor (Jennifer Jason Leigh) deler ud af historier om sit lange sexliv, mens hendes sorte adoptivsøster Treina drømmer om en karriere som influencer:

”Kom lige og tag det her foto til Insta – jeg kan ikke få mit ansigt og min røv i samme skud!”

Sarah Jos dannelsesrejse minder om den, den femtenårige hovedperson i Marielle Hellers fremragende The Diary of a Teenage Girl begiver sig ud på. Særligt i filmens sidste tredjedel, da hun får øjnene op for porno.

Her fanger den bløde pornostjerne Vance Leroy hendes interesse. Han siger således ømt til sin nøgne scenepartner, inden de går til makronerne. ”Jeg beundrer din evne til at udtrykke dig selv.”

Snart skriver Sarah Jo en alfabetisk tjekliste over sexakter, hun skal krydse af: a for analsex, b for bukkake, c for creampie, d for dobbeltpenetration og så videre.

Dette lynkursus i lagengymnastik kaster nogle af filmens morsomste scener af sig, men virker også en kende umotiveret. Det er, som om Lena Dunham har presset to gode filmidéer sammen på 86 minutter i stedet for blot at fokusere på den bedste.

Heldigvis er man i godt selskab undervejs. Kristine Froseth – der er født i USA af norske forældre – gennemgår en charmerende transformation i hovedrollen, efterhånden som hun bliver bedre bekendt med det modsatte køn.

Jon Bernthal er en kostelig kryster som hængerøven Josh, der slesker for enhver kvinde, som viser ham interesse.

Ved at fortælle om ubemidlede hustlers i den skrabede del af Los Angeles bevæger Lena Dunham sig væk fra det selvbiografiske newyorker-miljø, hun indtil nu har excelleret i. Det går ud over autenticiteten, for karaktererne i Sharp Stick er mere karikerede, end vi er vant til fra hendes hånd.

Men med historien om en kvinde, der opdager sin seksualitet efter at have fået fjernet livmoren, er Dunham – hvis livmor blev fjernet i 2018 – stadig i stand til at skabe skæv og skarp filmkunst ud fra sit eget liv.