Shelley

Shelley starter og slutter i de svenske skove. Filmens tone slås flot an med et par stemningsmættede billeder af træerne, morgendisen og en dyb skovsø.

Men så bliver musikken pludselig intensiveret til en diskant og brummende bas, og billedet skifter langsomt farve til blodrødt, mens filmens titel toner frem.

Der er noget helt galt i de svenske skove, fornemmer man.

Men inden det hele bliver uhyggeligt og faretruende – for det bliver det – lader alt til at være i skønneste orden i instruktørdebuten fra Ali Abbasi, der er iransk født, men uddannet på Den Danske Filmskole.

Det unge par Louise (Ellen Dorrit Petersen) og Kasper (Peter Christoffersen) bor på en ødegård i Sverige for at lade Louise komme til kræfterne, efter hun har mistet deres ufødte datter.

Lidt som DR2’s Bonderøven lever de det simple liv med hjemmedyrkede madvarer og uden elektricitet og rindende vand. Ved filmens start ansætter de den rumænske Elena (Cosmina Stratan), der skal gå til hånde for parret som en slags husholderske.

I starten er Louise mut og lettere deprimeret, men efterhånden åbner hun sig over for Elena, og de to kvinder bliver hurtigt fortrolige. Louise tilbyder Elena at blive rugemor for en klækkelig sum penge, som Elena takker ja til.

Men så begynder det så småt at gå galt.

Visuelt viser Shelley ændringen ved at skifte format. Den første del er filmet i 16:9, men da Elena bliver gravid omtrent en tredjedel inde i filmen, åbner billedet sig op i det helt brede scope-format.

Man blæses ikke omkuld af skiftet, men det pirker alligevel nok ved ens fornemmelse af situationen. Graviditeten ændrer nemlig Elena, som har smerter, får kløe og mærkelige sår på kroppen. Ifølge lægerne er alt i den skønneste orden, men Elena er tydeligt påvirket af det voksende barn i sin mave og bliver decideret destruktiv.

Alle, undtagen Louise, bliver efterhånden også påvirket af det kommende barn og begynder at opføre sig mærkeligt eller ondt. Hvad gemmer sig mon i maven på Elena?

Netop det spørgsmål leder tankerne hen på Roman Polanskis Rosemarys baby fra 1968, som Shelley slægter ret så meget på – helt ned til filmplakaten. Men filmens sceneri med et øde hus midt i en stor skov lugter også lidt af Lars von Triers Antichrist.

Således indskriver Shelley sig i gysergenren, men selv om filmen på mange måder opfylder gyserens konventioner, er den også atypisk.

Det er småt med de gibbende chokeffekter. Undervejs er der tilløb til en brat overraskelse eller to, men de store chok viger for mere subtil uhygge. Og filmen fungerer faktisk godt som skummel stemningsskaber.

Shelley investerer meget mere af sin uhygge i en trykkende, mystisk og minimalistisk stemning, der varsler fare og ondskab. De fleste virkemidler ligger i lydarbejdet og billederne, smukt og subtilt fotograferet i et makkerskab mellem Nadim Carlsen og Sturla Brandth Grøvlen.

Ali Abbasi undgår ikke helt gyserens floksler: Den mystiske pige, der pludselig står midt på den mørke vej eller manden, der pludselig dukker faretruende op i baggrunden. Men instruktøren serverer scenerne så sikkert og tilpas originalt, at det ikke forstyrrer det samlede billede.

Castet i Shelley er europæisk og tæller blandt andet skuespillere fra de nordiske lande og Rumænien. Det betyder også, at der ikke bliver talt meget dansk i filmen, men derimod overvejende engelsk.

Samspillet mellem norske Ellen Dorrit Petersen, kendt fra Eskil Vogts Blind, og rumænske Cosmina Stratan er især ret stærkt og oprigtigt, men også Peter Christoffersen viser lovende takter mod slutningen.

Desværre mister Ali Abbasi og co. deres greb om fortællingen i filmens sidste tredjedel, som bliver en kende ufokuseret, men det ændrer bestemt ikke på, at Shelley er et spændende og gedigent bud på en anderledes gyser.